Lige da jeg var kommet ind af døren, bankede det. Det var et blomsterbud. Svigermor sendte den smukkeste buket tulipaner. Bare sådan, fordi det er Alexanders fødselsdag. Med Kærlig Hilsen Benthe, stod der på kortet. Det var en kærlig hilsen. Den gjorde os begge både rørte og glade.
Der var ikke lang betænkningstid. Et besøg på posthuset lå forude for Kenneth og jeg smuttede med i bilen, for vi ville ind forbi Alexander. Med mobilen i lommen, var jeg klar, hvis der kom opgaver, så det gik fint an at stikke af et øjeblik. Vi kendte én, som skulle have de smukke tulipaner. Det ville glæde svigermor.
Tågen ligger stadig tungt over Aalborg, så det Aalborgtårn, som plejer at agere bagtæppe på Alexanders sted, var ikke til at få øje på. Det gjorde nu ingenting, for der hersker en egen og særlig stemning i tåge og den passede godt til det, vi skulle.
Mor havde allerede været deroppe. Hun er tidligt på færde, så der stod allerede de yndigste, næsten røde blomster på graven. Alexander elskede rødt. Lyshuset var tændt og det var rart at vide, at der er andre end os forbi deroppe i dag.
Man kunne føle sig som verdens fattigste menneske, når man knæler ved sit barns grav. Det er sket for mig, når jeg ind imellem er rigtigt ked af det, men oftest sidder jeg lige her, ved siden af Alexander i græsset, og føler mig, som det modsatte. Verdens rigeste menneske.
Den unge mand har været en af de største gaver i mit liv. Han lærte mig så utrolig meget, gjorde mig til den, jeg er og han formede en familie, som er rummelig, overbærende og i stand til at se ud over egne behov. Han gjorde så meget godt, mens han var her og han havde en evne til at røre og påvirke mennesker i sin nærhed, som rakte langt ud over hans fysiske formåen. I dag ville han være fyldt nitten år. I går talte vi om, hvordan livet ville have set ud hvis nu…
Jeg savner ham fortsat hver eneste dag. Jeg savner hans smil, hans grin, hans lune og hans langmodighed. Hans aldrig svigtende appetit på livet.
Jeg savner ham at elske, men jeg fik næsten sytten år i hans fantastiske selskab og der er ting her i livet, som ikke står til at ændre. Ting man kan og skal lære at leve med. Det er det, jeg er i gang med og det går faktisk helt okay. Jeg fik jo en gave. Det husker jeg på hver eneste dag.
35 kommentarer
Mette
10. februar 2009 at 14:58Kære Liselotte
Hvor skriver du smukt om Alexander.
Jeg mistede min Astrid d. 9. november sidste år – hun var multihandicappet og den skønneste livsglade lille pige. Jeg har også en masse smukke minder om min lille pige – men ligenu har jeg fuldstændig mistet fodfæste og lyst til at leve videre.
Det giver mig trøst at læse, at du trodsalt har fundet en måde at leve videre på…
knus fra Mette
Liselotte
7. februar 2009 at 11:10Tak for alle jeres ord. De varmer :-)
Mette
7. februar 2009 at 00:05Åh for faen for en slåfejl- det er mig der synes noget og ikke dig…
Mette
6. februar 2009 at 23:34Du synes du er beundringsværdig i din tilgang til livet. Jeg tror din søn har været lige så heldig med dig som du har med ham.
Katharina
6. februar 2009 at 14:00pyha, jeg sidder her og flæber. Meget smukt skrevet, og smukt tænkt. Tak for det.
Anne Grete
6. februar 2009 at 13:46Kjære dere.
Jeg leser bloggen din nesten hver dag, og gleder meg alltid over hvert ord og bilde.
I dag gråter også jeg, og er glad for at du tar oss med i alt hva livet inneholder.
Du har opplevd det vi alle frykter.
Jeg ser noen kaller deg sterk, og det er jeg ikke i tvil om at du er. Men jeg er ikke i tvil om din sorg, savn og sinne heller..vi må bare være i alt livet gir- og jeg er glad for å få være vitne til andre menneskers mot til å vise selve livet…jublende glede, savn og sorg, vakre farger, tårer og kjærlighet..
Lykke til med dagen- og tusen takk for at du gav meg viktigere tanker enn de jeg hadde fra før.
-Anne Grete- bloggleser- men ikke bloggeier.
Marina
6. februar 2009 at 09:27Utroligt smukt skrevet Lislotte. Man kan mærke både kærligheden og sorgen i dig men man kan også mærke livsmodet og styrken. Det er dejligt at I er nået til et sted hvor alt det han gav jer fylder mere end sorgen.
Liselotte
6. februar 2009 at 08:34Alexander fylder stadig vores hjerter helt til randen. Det bliver han sikkert ved med. I starten var sorgen over hans død, det der fyldte mest. Sådan er det ikke længere. Det er dejligt at mærke :-)
Frk. Vestergaard
6. februar 2009 at 07:54Uuuh hvor tårerne trillede. Hvor er det smukt beskrevet. Varme tanker herfra
Sissel
6. februar 2009 at 05:13Deres Alexander lever godt videre gjennom dine vakre ord, Liselotte! Min yngste datter Sandra ble 12 år den 5.februar. Det er kloke mennesker som er født den dagen.
Jeg fikk så lyst til å dele med deg de ord som stod i min tantes dødsannonse, for det er så sant som det er sagt:
Gråt inte för att jag är död
Jag finns inom dig alltid
Du hör min röst, den finns i dig
Du kan höra den när du vill
Du har mitt ansikte,
min kropp finns i dig
Du kan ta fram den när du vill
Allt som finns kvar av mig
finns inom dig
Så är vi alltid tillsammans
Elisabeth
5. februar 2009 at 22:59Kjære Liselotte!
Nå sitter jeg å gråter igjen… som jeg ofte gjør når du skriver om din Alexander. Dere har en fantastisk måte å være takknemlige for det dere har fått av positivt i deres liv. Og jeg er takknemmelig for at dere vil dele det med oss! Tusen takk :)
Gode hilsener fra Elisabeth
Hanne C
5. februar 2009 at 20:45Tillykke med jeres dreng…..
merete
5. februar 2009 at 20:36det var dejligt at læse. og sikke nogle blomster at bringe ud til ham.
Anette
5. februar 2009 at 20:24Det er et smukt indlæg som rører læseren af det! Hvor er det nogle smukke blomster!
Louise
5. februar 2009 at 19:54Tillykke med Alexander skal også lyde fra mig.
Sidder også med tårerne løbende ned af kinderne.
En lind strøm, som ikke rigtig vil stoppe igen.
Det er smukt skrevet, du har et stort hjerte.
Et eller andet sted findes der ikke ord på sådan en
dag eller for i det hele taget at miste et barn.
Jeg ved det desværre af erfaring.
Mange tanker til jer alle 3.
Claus
5. februar 2009 at 19:15Tillykke med ham Liselotte – men allermest tillykke til jer der står tilbage, men som var tæt på – tillykke med at i fik lov at opleve – tillykke med at i klarer jer sammen, også, ja måske især, på en dag som denne!
Juliann
5. februar 2009 at 18:22Takk for at du deler dine tanker med oss. Du skriv så fint om Alexander, du har nok hatt mange fine dager i lag med han tross alt.
Sister Bonde
5. februar 2009 at 17:55Det er så flot skrevet – tak Liselotte – for at du deler.
Det er “Bjergte” din mor har sat.
Hende med vind i håret
5. februar 2009 at 17:47Dit indlæg rummer så megen kærlighed og overskud – på trods og igennem alt det svære. Du beskriver din glæde ved at have haft ham – jeg tror også han var heldig at have dig! Til lykke med ham i dag.
K.
Louise
5. februar 2009 at 17:47Tillykke med den tapre kriger! Kærlige tanker sendt til jer.
Lone
5. februar 2009 at 17:24Tillykke med Alexanders fødselsdag. Og en kærlig Hilsen til jer fra mig.
Liselotte
5. februar 2009 at 17:17Gudskelov er det kun de færreste af os, som skal begrave vores børn. Det er helt forkert. Andet er der ikke at sige om det.
Jeg er et rigere og bedre menneske efter at have været mor til Alexander. Jeg ville aldrig have undværet de år. Jeg ville ønske, at de var sluttet på en helt anden måde og af helt andre årsager, men jeg ville ikke bytte dem for noget :-)
kristine
5. februar 2009 at 16:44smukt…
Astrid
5. februar 2009 at 16:38Det var smukt skrevet. For mig forekommer det næsten umuligt at rumme – ens eget barns død. Men det er jo det, du siger; at han har givet jer en rummelighed, som man ikke får uden videre – og det tror jeg på. Tillykke med fødselsdagen til jeres Alexander – han bliver glad for blomsterne, tror jeg!
Julia
5. februar 2009 at 16:29Kære Liselotte – jeg kan ikke sætte mig ind i hvordan du og dine kære har det – og jeg håber aldrig jeg finder ud af det. men jeg kan forstå, at du er et ganske særligt menneske. med overskud, begavelse, indlevelse, kreativitet og en særlig følsomhed, som gør at verden omkring dig står tydeligere end for de fleste af os andre. Du imponerer mig, og jeg giver dig hermed min dybeste medfølelse og respekt. Tak fordi du deler. Kærligst Julia
Anne Dyrholm Stange
5. februar 2009 at 16:21Fødselsdagtanker og varme krammearme til jer alle tre herfra…
FruKnudsen
5. februar 2009 at 16:20At få et barn er en gave. Når man mister et barn, er der mange velmenende mennesker som bruger vendingen “tiden læger alle sår”, det gør den også, men man får et ar. Og det lever man så med, på godt og ondt. Den tid man havde med det afdøde barn, er en utrolig tid, for den har jo været med til at forme os til de mennesker vi er i dag
Laila
5. februar 2009 at 15:59Kære Liselotte
Jeg ville bare ønske jer alle sammen et stort tillykke med krigerens fødselsdag.. Hvor er det dog nogle dejlige forældre i har, der sådan husker jer og ham.
I er vel nok velsignede med hinanden..
Maria Jensen
5. februar 2009 at 15:46Din hisotrie rammer mit hjerte LiseLotte!
Fødselsdagsknus til Alexander!
Et stort knus til Jer LiseLotte Oline og Kenneth.
Fra Maria
Helle
5. februar 2009 at 15:39Jeg læser altid med herinde hos dig, men kommenterer normalt ikke. Lige nu bliver det anderledes. Tårerne løber ned af mine kinder, og jeg mærker dit savn, men også din varme og din kærlighed til Alexander helt ind i mit hjerte. Mange tanker til jer alle i dag!
Ella
5. februar 2009 at 15:26Kære alle tre! Jeg ved at Alexander har sat spor – det mærker man når man er sammen med jer – rummelige, venlige og humoristiske – akkurat som Alexander.
Mange ting havde været anderledes, hvis han havde levet, og ikke alle ting, havde værdige og ordentlige for ham. Nu har I ham i hjertet og der er varmt og trygt at være!
lærerinden
5. februar 2009 at 15:14Hvor er det godt, at I har hinanden.
Din historie rammer mig lige i hjertet, og jeg ønsker jer alt godt i livet.
Mange tanker herfra
regitze
5. februar 2009 at 15:12kærlige tanker til jer.
tove
5. februar 2009 at 15:09Liselotte, tårerne triller —for mig står det som det værste der kan ske —at miste et af sine børn…..jeg sender dig en varm tanke idag—–nej, mange varme tanker. Rigtig god dag til dig.
Letten
5. februar 2009 at 14:58Jeg sidder her på mit arbejde med store tårer ned ad kinderne.
Du beskriver det hele så smukt.
Det er så svært at sætte sig ind i jeres situation.
Jeg ved ikke om jeg kunne have klaret det så godt som dig.