Verden er så stor, så stor…

Dagen er tilbragt med strikketøjet med undtagelse af eftermiddagens spadseretur op ad Vesterhavsgade.

Lige på hjørnet ligger huset, som sælger de smukkeste fuglehuse om sommeren. Desværre er der ingen at se lige nu, men jeg har altid været lidt forelsket i dem. Nogle er med smukke spir, som huset i baggrunden, andre med smukke iøjnefaldende striber. Engang…

Der sker absolut intet i byen på en mandag, som i dag. Der er stille. Helt stille. Genbrugsbutikken og lysstøberiet havde åbent. Og den lille købmand. Og så var det slut, indtil man nåede op til Hilgaard, men vejret var godt og der er mange smukke hjørner i byen.

Se engang så smukt en stabel brænde tager sig ud…

Lige efter brændestabelen ligger Vorupør Museum. Det er endnu ikke lykkedes mig at komme indenfor, men hver eneste gang jeg passerer, tænker jeg, at NU skal det være, kun for at opdage, at der er lukket.

Museet er indrettet i det gamle bådeværft, som har bygget kuttere til kystens fiskere engang og indenfor er historien om de helt specielle livsvilkår man har, når man skal overleve på vestkysten. Jeg synes den slags er interessant at blive klogere på, så selvfølgelig skal jeg indenom.

Indenfor er historien om livet som fisker og også historien om den religiøse vækkelse, som ofte er at finde i småsamfund, som har været afhængige af havets lunefulde temperament. Troen har været stærk og formentlig nødvendig, for at tåle, stå igennem og finde mening med de rigtigt barske og arbejdsomme liv, som har levet og overlevet herude på kanten af verden.

Oppe ved Hilgaard skulle der provianteres. Annemette tog sig vældig god tid til at vælge en kaffe, mens jeg så fik lejlighed til at demonstrere hendes dovenskab, som er uovertruffen. Hellere tage en lue på, end bruge tid på at sætte frisuren i noget, der kan ligne andre menneskers hår, men hvad pokker… det er jo lige før, hun lignede en fisker, så det var nok ikke helt skidt.

Hilgaard har den absolut mest imponerende bladhylde jeg nogensinde er stødt på indenlands. Jeg har aldrig hverken før eller siden været i en butik, som kan fremvise så mange forskellige magasiner og der er absolut ingen fare for, at vi ikke kan finde mindst ét blad, vi endnu ikke har læst.

Annemette fandt f.eks. det nyeste Traktor Tech med en meget omfattende test af de store mærker og de lover, at magasinet fortæller alt, hvad der er værd at vide om traktorer og store maskiner.

“TraktorTech har det hele, lige fra det seneste om nye modeller over avanceret teknik til traktortræk og styling.”

Styling?

Nå men altså… vi fik betalt og så var det ud og af sted hjemad… men hvad pokker? Ud af linsen ser jeg så Søster Lystig iført lue og indkøbsvogn, men i baggrunden… der svinger Steen ud i det sorte monster, du kan ane.

“Hvad er chancerne lige for det?”, bræger jeg så, indtil jeg får at vide, at jeg ikke står midt i en storby, men i Vorupør og gider jeg lige slappe lidt af? Aldrig, aldrig nogensinde får jeg lov til at opleve noget, som kunne ligne et overnaturligt sammentræf af mystiske og halvastrale begivenheder.

Næ nej, jeg er bare et fjols i en flække. Tak så…

Inden vi forlod Vorupør C, fik vi lavet en aftale med Steen og så gik det ellers hjemad til huset i klitterne. Her er varmt og dejligt, krabbeklør på bedding og så forøvrigt en dejlig, hjemmelavet brombærlikør i glassene. Ah…