Jeg kom til kort…

Dagens første gåtur er forlængst nydt, men jeg måtte kapitulere, for det fugtige, kolde vejr er ikke rigtigt kompatibelt med de lunger, jeg er udstyret med for øjeblikket. Jeg endte nede omkring landingspladsen, men der er også smukt og dejligt med en skøn udsigt ud over havet.

Det er ikke fordi der er blæst. Slet ikke, men der er fugt og stikkende snefnug i luften. Til gengæld har vi ikke set noget til den sne, som både Aalborg og København i hvert fald er ramt af. Venner og familie beretter om fortorvssnerydning, salt og glatføre, men heroppe er det vildeste de enkelte fnug, som ind imellem finder vej ned fra himlen.

Havet er roligt. De bølger der er, er ikke noget at skrive hjem om. De er knapt nok til våde fødder, så selv nede ved brændingen er der forholdsvist stille. Mågerne har travlt med de fiskerester, som er landet i sandet efter gårsdagens fiskeri.

Nede i vandkanten står traktoren. Den er klar til at hive endnu en båd op på land, men lige nu er der stille dernede og eneste aktivitet er en enkelt fisker, som ordner net.

Fiskekutteren, som er gået på pension, står klar til sommeren…

Ingen adgang. Den er lukket for vinteren. Den åbner formodentlig igen til foråret, men lige nu ligger den øde hen på stranden sammen med de andre både, som til gengæld kommer til havs med mellemrum.

Alle steder omkring landingspladsen vidner om fiskeriets fremtrædende plads heroppe for enden af verden. Lige henne om hjørnet ligger Røgeriet, hvor dagens fisk kan hentes. Og verdens bedste fiskefrikadeller, som smager vidunderligt til frokosten, efter appetitindsamlingen langs Vesterhavet.

Da jeg forlader pladsen, er mine lommer tunge af sten. Jeg er stensamler. Altid og allevegne. Nu er der minder til vindueskarmen.

Det er fredag. Klochs ishus har åbent fire timer i dag. De åbner klokken 16 og jeg forestiller mig, at man skal være hurtig, for at få en plads i køen…

Eller også skal man ikke, men én ting ved jeg; isene her fra smager ualmindelig dejligt på en varm sommerdag, så hvorfor ikke på en iskold vinterdag.

Hjemme igen bliver der spist lidt frokost, spillet lidt og så er vi klar til endnu en tur ud i verden. Det skal gøre godt – og jeg husker huen denne gang.