Mors kødgryder

Min mors køkken er ikke mit køkken. Vi deler ikke historie, det køkken og jeg. Mor og Annemette flyttede til den lejlighed, da jeg var flyttet hjemmefra, så jeg har ingen historier, som ikke er oplevet uden at være fremmed på visit. En, som må afsøge samtlige køkkenskabe, for at finde en skål, et glas eller en kande.

Det føles alligevel ikke helt fremmed, for vi spiser stadig ved det bord, hvor mor, Annemette og jeg indtog alle måltider i årene efter mine forældres skilsmisse. Ind imellem sad Kenneth der også. I køkkenet på Doravej, var der lige plads til det lille, runde bord og der blev serveret underlige retter om fredagen, når Annemette og jeg stod for madlavningen.

I aften serverede mor farserede porrer. Det var ikke underligt. Det var vidunderligt.

Efter maden var der kaffe i stuen. Til kaffen var der hjemmelavet is og hjemmebagte småkager. Der var Sandhedens Time, for Oline insisterede og vi andre måbede og undrede os. Sådan kan man altså også vælge at lade sig se. Så blev vi så kloge.

Bagefter var der fuldmåne på parkeringspladsen og mor, der stod oppe i køkkenvinduet på anden sal og vinkede farvel, da vi lagde fra kaj.

Nu er der bare ro indeni og glæde over, at mor orker. Og en mave, som trænger til løse gevandter. Ah…