Lige her

Så sidder jeg her igen, ved spisebordet med udsigt til en have i Valby. I vindueskarmen står kasser med små planter, som er en del af forberedelserne til udflytningen til kolonihaven lige om lidt. Tomater, agurker, majs og pebre venter på, at vejret skal arte sig lidt mere stabilt, end det er tilfældet for øjeblikket, men når det sker, rykker både de og deres indehavere til sommerlandet, hvor de vil tilbringe det næste halve år.

På en eller anden underlig måde, er det ligesom at komme hjem. Fornemmelsen af spisebordet, stolenes helt håbløse højde og Nescaféns bid er sanseindtryk, min krop genkender. Denne gang uden smerte.

Jeg har tilbragt en del uger lige her, væk fra min familie, mens jeg var på efteruddannelse. Jeg har siddet ved dette spisebord, drukket pulverkaffen og længtes hjem, fordi jeg vidste, at der var så hårdt brug for mig. Fordi jeg vidste, at Kenneth var slidt og træt og tingene håbløse. Det var barske uger, som krævede meget af os alle, men de er forlængst overstået og det allerbedste ved denne morgen er, at jeg mærker, at der udelukkende er glæden tilbage indeni.

Solen skinner, jeg er tidligt oppe og har derfor god tid og forøvrigt er jeg lige midt i smørhullet. Det er præcis dét jeg både husker og mærker lige nu. Det er dejligt.