Sådan er mine dage også

Jeg ved ikke hvorfor, men verden løber af med mig i denne uge. Jeg synes det har været én lang, hæsblæsende jagt på følelsen af at være med og være til og hver gang den var indenfor rækkevidde, smuttede den mellem fingrene på mig.

Jeg sidder stadig med følelsen af ikke at have nået/husket alt det, som jeg burde. Det er det værste jeg ved, men der er ikke meget andet at gøre, end at hænge i og så glædes over, at i morgen er fredag og weekenden vinker forude. Jeg trænger i dén grad, kan jeg mærke.

I dag har været en god dag, ligesom resten af ugens dage. Der er såmænd ikke noget at udsætte på indholdet eller afslutningen på dagene, men følelsen af hele tiden at være bagefter vil ikke forlade mig og jeg bryder mig ikke om den. Til gengæld holder jeg vældig af, at jeg kan snige mig til en halv time på terrassen, med et strikketøj mellem hænderne.

Strikketøjet og naturen gør underværker og i virkeligheden ved jeg godt, hvor lidt af det oprørte hav stammer fra. Ugen har omtrent stået i sygehusets tegn. Sådan er nogle uger og jeg er god til sygehuset. Jeg er god til opgaverne derude. Jeg er god til de skærpede omstændigheder og jeg trives i små brændpunkter, hvor jeg ved, at jeg gør en forskel, men jeg konfronteres konstant med alle de sår, som endnu ikke er lægte og det koster meget mere energi, end jeg vil være ved, at håndtere det på en professionel måde. Jeg kan det og jeg gør det.

I dag, da jeg var færdig med mit professionelle virke, passerede jeg et menneske, som kom ud fra intensiv med et hold professionelle, som bestyrede alt det tekniske udstyr, der var koblet på den seng, som kun kortvarigt var fjernet fra en af stuerne derinde. Tre professionelle til at følge dette skrøbelige og sårbare menneske over til røntgen koblet til respirator og andet teknik fik kvalmen til at bølge i min krop. Jeg blev kastet tilbage til den frygtelige formiddag, hvor de var nødt til at køre Alexander over til røntgen, for at se, om al den medicin de gav ham, havde nogen effekt.

Det var som at stå lige dér, i de frygtelige minutter, da de kørte afsted med mit barn, som jeg var så frygteligt bange for at miste. To år er gået, men jeg stod der igen på bare et splitsekund.

Jeg ved, at teknik og medicin ikke altid er tilstrækkeligt og ikke alene ved jeg det, men jeg kunne pludselig mærke det fysisk i form af øjeblikkelig kvalme og tårer, som per automatik begyndte at løbe i floder nedad mine kinder. Det var så voldsomt, at jeg småløb ned af trapperne, fortsatte ud gennem indgangspartiet og først stoppede, da jeg stod nede ved Skovdalen, hvor jeg kunne græde de tårer, der skulle til.

Bagefter var der den ro, der følger efter endnu en forløsning. Den ro, som indfinder sig, når følelser får lov til at fylde, det de skal, for herefter at forsvinde og efterlade mennesket renset og rolig. Det er godt nok, men det er også energiudladninger, som kræver så mange kræfter, at jeg er helt udmattet bagefter. Så gør det altså ualmindelig godt i sjælen at tænke ingenting og bare automatføre et par strikkepinde en halv times tid.

Jeg er meget taknemmelig over, at jeg har muligheden for at heles i mit tempo. Det handler for mig om, at kunne iføre mig den imaginære tolkekåbe, som danner panser mod alt det, som kunne gribe forstyrrende ind i mit professionelle virke.

Når jeg er på arbejde, kan ingenting ryste mig. Når jeg er mig, Liselotte, kan og må jorden forsvinde under mine fødder. Jeg bliver aldrig bange for store følelser hverken som professionel eller privat, men at kunne bestemme selv hvor og hvornår, er en stor gave, som jeg er meget taknemmelig for. Uden den ville jeg formentlig ikke kunne gøre den forskel, jeg elsker at gøre og så må det koste lidt energi, at være i stand til at være til stede i nu’et. Det er det værd.