En tur forbi…

Så tog mor cyklen ned forbi en tur. Hun er så frisk og så ser hun alting…

– og smutter ind og lægger det unødvendige fra sig, mens hendes skygge, Oskar, følger i kølvandet.

Bagefter får hun øje på mine rabarber, som står langs terrassen og er i gang med at agere bunddække. Store og flotte er de jo allerede, men jeg er i gang med at lære hende – under hårdt pres – at disse rabarber er mere til pynt, end til gavn, så jeg insisterer på, at vi skal ned i bunden af haven og trække dem af den jord, som også rummer et rabarberhav.

Sneglene er garanteret ikke meget for at blive forstyrret, men hun insisterer og går i gang fra en ende af. Nogle er større end andre, men der er rigeligt…

Hun er så beskeden, men hjemtager alligevel en håndfuld. Sneglene lader hun blive, så de kan æde sig mætte i mine afgrøder. Der er god plads hos mig, så de får fred dernede i bunden af haven.

Bagefter runder vi havens skrækhjørne. Det hjørne, som egentlig skulle have været til fornøjelse for både Oline og jeg, men i stedet endte som oplagringsplads for de ting, som tidligere havde plads i redskabsskur og væksthus. Nu står de i kø hernede.

Tingene står hulter til bulter, fordi der ikke er tilstrækkeligt med plads. Nu er taget også blevet utæt, så der er ikke megen fidus i at bruge skuret længere, men den slags er der råd for…

Mor følger med i Kenneths bestræbelser for at redde de sidste rester af skurvognen, som led et alvorligt knæk ved den sidste flytning. Nu har Oline og jeg opgivet og han har annekteret skuret. Det er sådan set i orden, for jeg hører i mine øresnegl, at der også bliver plads til mine haveredskaber. En hængekøje kan jeg stadig finde plads til nede i skoven, så ingen ko på den is.

Kenneth saver og banker, for tidligere på dagen er der provianteret, så der nu ligger nyt tagpap klar. Det skal nok lykkes ham. Han er meget insisterende og dygtig, så det ender lykkeligt, er jeg sikker på.

Bøgen er sprunget ud og Asken står på spring sammen med kastanjen, som allerede har forberedt de smukkeste lys.

I mellemtiden har jeg fundet snor frem og fået relanceret foderhusene i kanten af haven. Nu er der kun tilbage at håbe på, at fuglene igen får øje på dem og gider…

Mor er tilfreds, for det er en uorden med foderhuse i buskadset. Så snupper vi en kop kaffe, mens vi nyder, at solen ind imellem er fremme og varmer rygstykker.

Vi har været hele haven rundt. Hver en krog er afsøgt og diskuteret. Nu slapper vi bare af og da kaffen er slut, tager mor jernhesten hjem igen. Det har været et par dejlige timer. Jeg er så glad for, at hun bor lige i nabolaget. Jeg ville savne hende, hvis hun boede længere væk.