Sikke en skøn lørdag

Noget af det allerbedste ved disse måneder er, at jeg har muligheden for at starte dagen udenfor. Muligheden for at indtage store slurke af frisk luft iført bare tæer og morgenkaffe.

Jeg elsker, når jeg kan slentre langsomt ned gennem haven med morgenkaffen i den ene hånd og kameraet i den anden, mens jeg langsomt vågner til lyden af fuglestemmer. Allerbedst er det på en lørdag som denne, hvor solen skinner og jeg har al den tid, jeg gider bruge. Så kan morgenturen sagtens tage en times tid.

Jeg tager omtrent den samme tur hver dag. Først hen i krydderurterne, for at se, om der er gang i det hele. Det er der jo. Der er fart på og det kan bare komme an, for jeg er klar til at bruge løs.

Jeg tager et kig til æblemynten, for den skal helst vokse sig stor og stærk, så den sidst på sommeren kan forvandles til nogle af vinterens gode glas myntegelé. Jeg har taget hul på det sidste af slagsen, så der skal helt sikkert mere til, når vi når det tidlige efterår.

Jeg nipper lidt ukrudt, hvor der er noget at nippe, nyder at Katosten er på vej, for selvom den ikke hører til i et krydderurtebed – hvilket Kenneth ikke undlader at gøre opmærksom på omtrent hver eneste dag – så pynter den noget så gevaldigt, når den først springer ud. Krydderurterne står lige ved køkkendøren og terrassen, så jeg synes, at der skal være pænt at kigge på hele tiden. Også når krydderurterne ikke lige er i blomst.

Efter krydderurterne når jeg staudebedet. Der er så rigeligt at kigge på lige nu. Det hele vælter op af jorden med vidunderlige planter, som skal forvandle bedet til en farveplet midt i alt det grønne. Kæmpevalmuerne er blevet enorme. Buskene når mig til livet og der er masser af blomsterknopper, som lover lyserøde valmuer lige om lidt.

Mine storkenæb vokser og enkelte er begyndt at blomstre. Mine Dahlia er formentlig gået til i vinterens løb og jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på det, for der var måske 30 forskellige dernede, men jeg kan kun takke mig selv. Jeg lod dem ligge i efteråret. Dumme mig.

Omkring staudebedet er der syrener. De kaster dufte i min retning og jeg husker, at jeg vil have et par bundter indenfor senere på dagen. De er gavmilde i år. Store, tætte klaser af blomster allevegne.

De to små syrener vi plantede sammen med Alexander kommer i blomst om et øjeblik. Det kan jeg lide at se.

Nederst i haven, længst væk fra huset, står kæmpevalmuerne og selvfølgelig skal de have et besøg. Nu er der ikke kun én, men fem, som pryder det omkringliggende landskab. Det fortsætter en tid endnu. Der mangler stadig mange, inden alle har været på forårsvisit. Der er noget at glæde sig til.

Jeg elsker min have. Jeg synes, at den er frygtelig i vintermånederne, hvor jeg kan blive helt trist, hvis blikket falder derud, men i april sker miraklet og alting springer ud og forvandler mit lille stykke jord til en vidunderlig, frodig og lokkende oase, som giver ro i en morgensjæl, som ikke kan lade være med at skulle ud og vende. Bare lige en times tid, fordi jeg kan. Det er ren energi og kærlighed og det kan ingen vist få for meget af. Sikke en skøn lørdag :-)