Den bedste søndag

Da mor ankom, var solen også ved at være her, så vi lagde ud med en havevandring. Først rundede vi abrikosen og jo, den er god nok, der ER frugter. Ikke mange, men lidt har også ret.

Jeg er så nem at narre, så mors interesserede spørgsmål, mens vi drejer om hjørnet, vækker ingen mistanke. Jeg fortæller hende glad og gerne om den mørke syren, som Annemette og Heidi plantede sammen med Alexander, ganske få måneder før han døde. Den blomstrer nu. Jeg håber den holder den næste uge, så de kan se, hvor fin den er.

Vi snakker lidt om alt og ingenting, mens vi fortsætter hen til valmuerne, som er næsten ved at tage pusten fra mor… eller det tror jeg da, men jeg skal blive klogere…

Hun sniger sig direkte indenfor i det stykke jord, som rummer… rabarber!

Ha, jeg er så nem at narre, for der går kun to sekunder, så demonstrerer hun yderligere sin forfinede rabarbertaktik…

Den kvikke læser vil allerede nu have bemærket, at der er TO bunker. Smart. To små bunker syner af mindre end én stor, tænker hun og så bliver der ellers høstet til den store guldmedalje.

Rabarberne finpudses, inden de bliver lagt oppe på terrassen, så hun ikke risikerer at glemme dem. Hun er så smart, er hun, men jeg under hende alle de rabarber, hun kan slæbe hjem hernede fra, så den smule hun høstede i dag, kan vel ikke række længere end til næste uge, hvor hun garanteret står dernede igen og finjusterer taktikken. Hun skal være hjertelig velkommen.

Ikke længe efter rabarberne er lagt til side, finder jeg hende nede i stauderne. Hun luger lige lidt, som hun siger. Hun kan ikke lade være og jeg nyder det bare. Det er velkomment for øjeblikket, hvor jeg trisser rundt som en gammel schæfer med dysplasi, fordi min lænd ikke just er samarbejdsvillig.

Oskar holder øje et stykke tid, men da jeg tager bolden, er han klar. Så bliver der leget igennem. Jeg står på den samme plet og laver ingenting ud over at kaste, men det samme kan ikke siges om den stakkels hund, som render livet af sig selv. Bagefter er han helt og aldeles udmattet og fortrækker ind i skyggen, hvor han ligger og puster…

Han ligger længe i skyggen, gider ikke røre sig og ser bare opgivende på mig, da jeg igen tager bolden. Så får han fred og jeg nyder i stedet at sludre med mor, som stadig er begravet i staudebedet.

Jeg går op og laver os en kop kaffe. Det er på tide at få pauseknappen aktiveret på hende mor og jeg ved, at den taktik duer for mit vedkommende. Ikke lang tid efter kommer hun og så sidder vi lige en halv times tid og nyder solen, roen og en snak, inden hun snupper cyklen og giver sig i kast med nogle ondskabsfulde bakker, som er vejen hjem for hende.

Da hun lidt senere ringer, kan hun fortælle, at hun selvfølgelig ikke stod af cyklen. Selvfølgelig ikke. Jeg har verdens sejeste mor. Jeg si’r det bare.

Nu er det vist ved at være tid for en tjans i køkkenet. Jeg må hellere… men sikke en skøn søndag. Gi’ mig flere af dem, tak :-)