Når jeg har været i gang en hel dag med at vende og vride hjernen i position til noget, som omtrent er en umulig opgave, er jeg udmattelsen nær, når jeg endelig vender hjem.
Jeg elsker at sidde i stolen og være i gang med at jonglere med tre sprog. Lytte til ét fremmedsprog, forstå det og bagefter omformulere det til noget dansk, for så siden og i én glidende proces, få det til at ende i hænderne, som godt og smukt tegnsprog er noget af en udfordring. Det hele sker simultant, så det kræver gode mængder energi, men jeg gør det kun et kvarter ad gangen, så skifter jeg med en kollega og efter 15 minutter, tager jeg så over igen. Pauserne er nødvendige. Det er simpelthen ikke muligt at levere kvalitet uden.
I dag foregik størstedelen af tolkningen fra svensk. Ind imellem var der lidt norsk, men primært var det svensk og jeg kan takke min barn- og ungdoms tv-kiggeri for, at svensk glider lige ind i hjernen, som varm kniv gennem smør. Jeg forstår svensk stort set lige så godt, som jeg forstår mit eget modersmål, så det er ikke selve sproget, som gør træt, men simpelthen det faktum, at man bruger ekstra energi på at forstå, hvad enten man er bevidst om det eller ej. En tolkeproces, som involverer to fremmedsprog og modersmålet gør mig altså ekstra mør, så da Oline omtrent overfaldt mig, så snart jeg var indenfor døren, var det lige ved at tage livet af mit ellers gode humør.
Jeg prøvede at forklare, at jeg lige skulle lande og trak udenfor i haven, men der gik kun et øjeblik, så stod hun der og ville gerne dele tanker og ideer. Hun syntes, at jeg havde fået pause. Som om…
Jeg kunne være blevet sur, men jeg huskede pludselig, at jeg kun har hende til låns og hun en skønne dag ikke længere vælger mig at dele med, så jeg tog et fast tag i mig selv og brugte den sidste knivspids energi på at være nærværende. Nu er der ikke mere at give af, så jeg sniger mig ind i sofaen, sætter mig stille i hjørnet… og sover garanteret om tre minutter.
Nå ja, min kollega, som med garanti er lige så træt, som jeg er… hun skulle også hjem til børn, som vil dele. Forskellen på hende og mig er, at jeg har ÉN, som vil snakke. Kollegaen har SEKS. I dag vil jeg ikke bytte. Jeg si’r det bare.
14 kommentarer
Liselotte
30. maj 2009 at 13:24Selv tak, Chatrine :-)
chatrine
30. maj 2009 at 11:22Tusen takk:)
Liselotte
30. maj 2009 at 07:42Chatrine, du må gerne bruge billedet på din blog i dag :-)
chatrine
30. maj 2009 at 00:21Heihei!
Kan jeg få låne dette bildet av deg, å sette inn i min blogg? I morgen skal jeg skrive nytt innlegg om mine hagedrømmer:) Jeg linker selvfølgelig tilbake til deg!
Klem fra
Chatrine
Liselotte
27. maj 2009 at 08:54Fie, det er jo sådan, at de fleste mennesker fascineres af tegnsprog, så ind imellem fylder vi tolke også lidt mere, end det egentlig var meningen, fordi folk drages ;-)
Hanne, rigtig god fornøjelse i dag. Jeg håber, at det hele klapper og du kommer glad og tilfreds hjem :-)
Hannah, jeg nåede aldrig rigtigt tilbage i går, men sov faktisk lige indtil denne morgen :-)
Annepålandet, det er med at nyde dem, mens de er her :-)
Annepålandet
27. maj 2009 at 02:41Ingenting er jo koseligere enn en tenåring som vil slå av en prat da! Mine tenåringer er nesten voksne – den ene har flyttet og den andre er ikke så ofte hjemme lenger, og jeg skal love deg det er stille! Jeg syns nesten det er en energiinnsprøytning jeg, når de kommer tuslende og spør “-Mammaaa?!” Om klokken så er to om natten – jeg er lutter øre. De er kanskje litt bortskjemte på oppmerksomhet, men de er sannelig hyggelige også!
Hannah
26. maj 2009 at 21:41Velkommen tilbage, du har sikkert mudder inde i hovedet, er overfølsom over for lyde, og ansigtet føles som om det hænger ligesom i “Spitting Images”. Sov godt!
Hanne
26. maj 2009 at 21:29I morgen skal jeg afholde eksamen med mit dansk-hold, og jeg tror, den træthed du beskriver, ligner den jeg rammer, når en eksamensdag er til ende.
Der er 1000 ting at holde styr på, og jeg skal være PÅ for hver eneste kursist, som skal ind og præstere det bedste hun har lært.
– og så er sofaen MIN når jeg kommer hjem:-)
Irene
26. maj 2009 at 17:25Sleep tight, Hon!
Fie
26. maj 2009 at 17:21I november var jeg til et forvaltningsretligt kursus som blev afholdt af ansatte ved ombudsmandsinstitutionen.
Vi blev på et tidspunkt undervist af en af de ansatte, der brugte tegnsprog. Jeg brugte det meste af tiden på at “lytte” tegnene istedet for kun at fokusere på emnet, for jeg var så imponeret over de fagtermer, som blev tolket uden problemer både fra tegnsprog til tale og omvendt.
Liselotte
26. maj 2009 at 17:08Majken, det har været en dejlig dag :-)
Ungerne er eminente til at lokke os i uføre, er de ;-)
Majken
26. maj 2009 at 17:05Lyder som en udmattende, men dog rigtig spændende dag!
Og ja, det er imponerende som man kan finde uanede mængder af energi når det kommer til ens eget ophav. Pludselig har man gjort noget, man for 5 minutter siden havde svoret man ikke havde energi til. Det må være sådan en særlig evne børn har :) Mine skønne unge er ihvertfald fabelagtige til at opsnuse mine energi-reserver… igen og igen! :)
Liselotte
26. maj 2009 at 16:59Anita, selvfølgelig må vi sige fra. Vi bestemmer da selv, men jeg nænnede det ikke og tog de sidste energireserver i brug, for at være nærværende. Jeg strækker mig langt i et forsøg på at være til stede i nu’et, for jeg lever med visheden om, at det hele kan være slut om et øjeblik – sådan er det, men nu er der altså også dømt pause :-)
Anita
26. maj 2009 at 16:55Uha, hvor kan jeg følge dig lige på dét punkt, men jeg er nu også af den holdning, at vi godt må have lov at sige fra, når vi simpelthen ikke orker for en stund. Også selvom vi kun har vore børn til låns.
Nogle vil mene, jeg er egoistisk, men jeg mener selv, at jeg pinedød er nødt til at være god ved mig, før det kan brede sig som ringe til mine kære unger og de kan nyde godt af det. Og af mig.
Jeg håber du får hvilet hoved, ører og hænder lidt nu. Det skal være dig velundt :-)