Jeg startede dagen inde midt i et af byens brændpunkter. Måske ikke sådan i traditionel forstand, men i hvert fald er der altid gang i den inde i Reberbansgade. I dag var ingen undtagelse. Der var lastbiler, trafikkaos og højtråbende mænd i fede BMW’er. Der var to, som ikke kunne enes om posen med øl, en hund, som nær var blevet kørt flad under dækkene på en Mazda og så var der mig, som egentlig bare lige skulle indenfor på Nord, for at arbejde et par timer, inden jeg igen skulle videre ud i byen.
Jeg synes, at man kan udfordres temmelig meget, når man kommer på vores sygehuse og skal tolke for sundhedspersonalet. Jeg vil nødig lyde som en sur, gammel prut, men hvor er jeg dog træt af, at jeg ikke forstår halvdelen af det, der bliver sagt, fordi lægen ikke er født i Danmark og tilsyneladende er blevet ansat til at arbejde indenfor vores sygehusvæsen, inden han/hun er tilstrækkeligt klædt på på den sproglige front.
Jeg tror, at der er test, som er med til at afgøre hvornår, de er klar til at indlede dialog med patienterne, men jeg tillader mig altså at tvivle på, om den er fyldestgørende, for det er sket mere end én gang, at sproget er så mangelfuldt, begrebsbegrænset eller med så ringe udtale, at jeg omtrent må opgive. Jeg er heldig, for jeg kan i embeds medfør tillade mig at spørge om og om igen (og det var jeg så nødt til i dag, men det afstedkom uheldigvis en sur læge), men jeg tvivler på, om jeg som privatperson ville finde det særligt underholdende, når jeg for tredje gang skulle bede lægen gentage.
Jeg nåede at tolke for to læger, som begge hører den ovenfor beskrevne kategori. Øv, hvor er det ærgerligt, for det er ikke deres medicinske kompetancer, jeg sætter spørgsmålstegn ved, men derimod deres sproglige. Den er afgørende for det stykke arbejde de skal udføre, for bliver de ikke forstået, får de ikke formidlet og det er en af deres fornemste opgaver.
Da jeg var kommet gennem dagens første udfordringer, serverede de en skøn kaffe ovre på Ib Rene Cairo. Solen skinnede og i Reberbansgade er der som sagt nok at kigge på. Jeg havde et par timer at slå ihjel, inden jeg skulle være oppe i den anden ende af byen. Det er slet ikke svært.
I Læsehesten er der brugt læsestof af enhver tænkelig art. Det er byens byttecentral og der er også film og spil, så der kan man sagtens få lidt tid til at gå inde.
Lidt længere henne ad gaden ligger [mini] penny lane og Fru Ronne, som begge lokker med specialiteter, som kan få mundvandet til at løbe. Der er fristelser nok inde i begge butikker, men jeg passerede uden at træde indenfor i dag. Jeg skulle hen til Vesterbro og ned ad Bispensgade, for at komme hyggeligt og underholdende til den anden ende af centrum. Bispensgade er en af byens gågader, så der blev holdt et enkelt stop eller to, inden jeg ramte Boulevarden.
Sørme om ikke eftermiddagens opgave også var en læge. En ikke-dansk-født læge. Endnu en læge, som talte det mest gebrokne dansk, jeg længe har hørt… altså indtil det gik op for mig, at han ikke talte dansk, men derimod svensk med ufatteligt ringe talent. Så er det sagt. Og konen, som også syntes, at hun havde andel i patienten, talte konsekvent engelsk til mig og hver gang jeg svarede på dansk, insisterede hun på, at jeg skulle tale engelsk til hende. Det var et temmelig festligt menageri, som min kunde også kunne more sig kosteligt over.
Endelig kunne jeg slutte dagen med at trave ned til Mølleå, hvor jeg fandt en bænk i solen og hvilede et øjeblik, mens jeg fik de sidste bulletiner omkring Alphalfa, som nu ser ud til endelig at komme på plader i morgen. Sikke en lettelse…
Den sidste udsigt blev til Skipper Clements Gade. Det er en af de hyggeligste og mest oversete gader i Aalborg, fordi der ikke rigtigt ligger nogle butikker. Det gør den ikke mindre charmerende i mine øjne, så jeg nød kigget, mens jeg samlede kræfter til turen hjem. Hjernekapaciteten var hastigt for nedadgående, for man bruger ekstra kræfter på at forstå, når man bliver udfordret, som jeg er blevet det hele dagen.
Heldigvis venter terrassen nu og i morgen tror jeg lige, at jeg skal spørge, om dagen har udløst fremmedsprogstillæg ;-)
21 kommentarer
Liselotte
3. juni 2009 at 09:55Sifka, det er et herligt navn :-)
Hannah, tusinde tak for dit indspark. Der er klart nogle dilemmaer i forhold til udnyttelse af de udenlandske lægers kompetencer kontra det sproglige fundament, så jeg er slet ikke i tvivl om, at det er en vanskelig balance :-)
Fr. Møller, jeg indikerer vist ingen steder, at der skulle være noget særligt omkring tegnsprog? En tolk er selvfølgelig fokuseret på formidling og derfor også en vigtig “fødselshjælper”, som er nødt til at forholde sig kritisk til de faktorer, som er medspillere i sådan en situation, så selvfølgelig er vi ikke nødt til at “tage jobbene, som de er”, men i stedet etisk forpligtede til at agere, når situationen kræver det. Andet er noget vrøvl. På indholdssiden har vi absolut intet at gøre, men m.h.t. alt andet er vi naturligvis så professionelle, at vi handler i stedet for at ignorere. Det er blandt andet det, vi får vores løn for.
Cecilie, Aalborg er en rigtig hyggelig by. Jeg skulle blive voksen, før jeg opdagede det, men det er den :-)
Cecilie
3. juni 2009 at 09:41Hvor ser der hyggeligt ud i Aalborg :)
Fr. Møller
3. juni 2009 at 00:57Jeg har stor respekt for, at udenlandske læger har svært ved at få deres uddannelse anerkendt i et land, der skriger på læger. Men det nytter altså ikke, at de ikke taler sproget i tilstrækkelig grad til, at patienterne er trygge.
Liselotte, selvfølgelig er tolken da vigtig. Men ikke vigtigere, end at hun, fordi hun både kan høre, snakke og forstå flere sprog, som du selv beskriver – jo bare kan spørge flere gange. Det er blandt andet det, hun får sine penge for.
Når jeg kommer i kløerne på en læge, der snakker elendigt dansk, kan jeg uden videre slå over i såvel engelsk som tysk – håbe, at han/hun kan følge mig der. Men hvis personen kun taler hindi, er jeg lost.
At en tolk derudover gør sit ypperste hver dag, troede jeg var implicit. Ellers lavede man vel noget andet. Ja, undskyld tonen – men – helt ærligt? Jeg mener, tolken må tage jobbene, som de er – på samme måde, som ham, der sælger gipsplader i “Silvan” må tage kunderne, som de kommer. Som bagerjomfruen må lange brød over disken.
Jeg er gammel oversætter og en rimelig simultantolk. Oversættelsen bliver aldrig bedre end oplægget – men i situationen oversætter jeg bare efter bedste evne, fordi andet ikke er realistisk. Jeg kan ikke forestille mig, der skulle træde andre naturlove i kraft, fordi vi snakker om tegnsprog.
Hannah
3. juni 2009 at 00:12Må jeg gerne komme med et par indspark set fra en anden vinkel, nemlig de udenlandske lægers? Jeg har på tæt hold gennem de sidste 10 år fulgt flere tyske, polske og ikke-europæiske lægers erfaringer.
Bortset fra det sædvanlige med sproget , nye arbejdsgange, muligvis også en anden arbejdskultur, man skal vænne sig til, gør der sig et par særlige ting gældende.
For det første kan de sagtens mærke, at den uformelle holdning i det danske sundhedsvæsen til deres tilstedeværelse er ambivalent. Sundhedsvæsenet har jo svært ved at besætte stillingerne jo længere væk, man kommer fra universitetsbyerne, men mange oplever introduktionen som lidt skødesløs og uengageret. Nogle ting bliver man overinformeret om, andre ting hører man intet om. Der kan godt være en tendens til mangel på interesse for at gøre brug af deres netværk, deres erfaringer, deres sprogkundskaber og deres faglige referencer, selv om de kunne bidrage med noget nyt.
For det andet er der det helt praktiske problem, at det faktisk er svært at komme til at gå til danskundervisning, hvis man har skiftende arbejdstider, som lægerne har. For ti år siden oplevede jeg det helt konkret. Der fandtes en såkaldt “akademikerklasse” på den kommunale sprogskole med undervisning to gange om ugen. Min daværende kæreste var som yngre læge med hyppige aften- og nattevagter nødt til at melde afbud over en tredjedel af gangene. Han havde derfor svært ved at holde gejsten oppe. Han prøvede at finde noget ikke-sort seriøs danskundervisning, som hans afdeling generøst tilbød at give et tilskud til, men det fandtes ikke, så han holdt ved trods de mange huller i fremmødet. En aften, jeg tog telefonen, var det fra sprogskolen, der i et irettesættende tonefald bad mig om at forklare ham, at der faktisk var nogle skatteydere der betalte for, at han kunne gå på sprogskole, så han kunne ikke bare melde afbud hver tredje gang og så tro, at det var i orden. Nu måtte han beslutte sig, om han ville gå der eller ej. Jeg forklarede, at det var svært med hans arbejde, hvortil personen mente, at så måtte han jo bede om fri de pågældende aftener. Sådan som en hospitalsafdeling fungerer med kronisk underbemanding på vagter, ville det være komplet absurd, at sidst tilkomne yngste reservelæge fik sådan en ordning.
Han måtte derfor forlade kurset og måtte lære dansk på egen hånd. Det er nu gået udmærket. Han kunne stave bedre, men til gengæld skriver han ulæseligt, så det er der ikke nogen, der lægger mærke til!
De udenlandske læger er en meget forskelligartet gruppe, så der findes sikkert mange forskellige forhold alt efter, hvad de kommer med, og hvor de kommer fra.
Men generelt skulle vi måske især glæde os over, at vores slidte sundhedsvæsen trods alt hænger sammen, fordi nogle mennesker vælger at lægge deres arbejdsindsats i vores land, ikke mindst på de mindre sygehuse.
Sifka
2. juni 2009 at 23:15Ib Rene Cairo, skønt navn!
Liselotte
2. juni 2009 at 22:48Nej Fru Møller, ikke og aldrig nogensinde “skidt med tegnsprogstolken”, for hun er netop patientens ører, så det er noget forfærdeligt vrøvl at skrive, at det er værre for patienterne. Hvis ikke jeg forstår, forstår patienten heller ikke. Så bliver det vel i grunden ikke værre…
Det handler jo ikke en tøddel om mig, men netop om patienten, som skal føle sig tryg i forvisningen om, at her tales et sprog, som er til at forstå. Kommunikationen er essentiel i sådan en situation – og det er jo netop, hvad din svigermor også oplever og hendes angst for at ryge på sygehuset hænger netop sammen med hendes oplevelse af ikke at forstå – ikke med om hendes ører fungerer eller ej. Fungerer kommunikationen ikke, er ørernes duelighed vist ligegyldig…
For øvrigt må en tegnsprogstolk naturligvis ikke tage jobbene, som de er. En tolk – uanset sproget – må og skal naturligvis stille krav til kommunikationen, fordi det netop er den, man er sat til at formidle. Det ville være svært trist, hvis jeg ikke havde en holdning til ovennævnte for jeg kvalitetssikrer også hver eneste dag. Ikke for at give mine brugere en oplevelse af, at der aldrig nogensinde opstår situationer, hvor ting misforstås eller ikke giver mening, men for at sikre mine egne arbejdsbetingelser er så optimale som muligt. Jeg kunne ikke drømme om ikke at forsøge at gøre mine arbejdsbetingelser optimale. For min skyld.
Fr. Møller
2. juni 2009 at 22:32Skidt med tegnsprogstolken, hun får sin gode løn og må tage jobbene, som de er. Det er sgu da meget værre for patienterne. Min søde svigermor er årgang ’35 og fra Vonsild ved Kolding. Hun taler kun dansk. Hun er efterhånden næsten panisk bange for at ryge på sygehuset, fordi hun trods overofdentlig stor velvilje ikke forstår et kvidder af, hvad en stor del af personalet siger.
Og jo, det var da hende, der sidste år havde den udsøgte oplevelse at blive udskrevet kl. 22 i nattøj – uden hverken nøgler til sit hjem eller noget.
Liselotte
2. juni 2009 at 21:48Signe, du har sikkert ret. Jeg møder også de læger, som ikke er i stand til at “tale dansk” på trods af at være født og opvokset her i landet, men jeg møder heldigvis flest af de, som sagtens magter at tale med patienterne på en god og omsorgsfuld måde – og det er både de med dansk som første- og andetsprog :-)
Linda, jeg forstår sagtens din frustration. Jeg tænker også, at lægerne oplever det som frustrerende, når deres sprogkundskaber ikke slår til. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig andet.
Måske burde der bare være mere fokus på det aspekt ved at være læge med dansk som andetsprog.
Jeg havde på et meget kritisk tidspunkt i mit liv en oplevelse med en læge, som kom fra en helt anden kultur. En kultur, som per automatik udløste både næsegrus beundring og ydmyghed alene med baggrund i hans profession. Desuden forventede han tydeligvis en helt anden adfærd fra min side alene med baggrund i mit køn. I første omgang havde vi overordentligt svært ved at kommunikere, men jeg tager altid tyrene ved hornene og trak ham til side.
Jeg fortalte ham, at jeg anså ham for at være en yderst kompetent samarbejdspartner og jeg forventede, at han anså mig for at være det samme. Jeg fortalte ham også, at jeg ikke anså ham for at være mere end mig alene fordi han havde studeret medicin. Sådan ville det blive ved med at være, men jeg anså ham til gengæld for at være et meget fint menneske, som nærede et brændende ønske om at gøre en forskel for mit barn og det alene var tilstrækkeligt til, at han for altid ville have en særlig plads i mit hjerte. Pludselig vendte han på den tallerken, han havde placeret sig selv på. Vi fik efterfølgende et meget fint samarbejde, som var baseret på gensidig respekt, som den slags nødvendigvis må være, hvis man skal kunne have fuldt udbytte af hinandens skarpeste kompetencer, men hans kultur kom simpelthen i vejen i første omgang.
Linda
2. juni 2009 at 21:16Hvor jeg dog føler med dig sådan en dag, med læger, som ikke er helt forståelige…
Nu har jeg selv besluttet, at det gider jeg sgu fandeme ikke finde mig i mere nede ved min praktiserende læge.
En af gangene var jeg inde ved en polsk læge, som ikke kunne forstå mig og jeg kunne nær ikke forstå hende. Og hun skulle da kun lave en recept på p-piller og jeg kunne nemt forklare, hvordan den skulle være …men efter 5 minutters såkaldt dansk snak – så opgav jeg og fik en recept, som apoteket var nødt til at lave om på…
Når de ikke kan forstå sådan noget, så vil jeg nødigt derned med noget som er vigtigere, hvor det er meget vigtigt, at de forstår symptomerne….
Så jeg har valgt at bruge de læger i mit lægehus, som kan tale og forstå dansk fuldt ud!
Det er da ikke ufarligt, at have en læge, som man ikke kan tale ordentlig med. Hvad hvis de fx. overser en kræftsygdom, fordi de ikke forstår patienten? Og patienten så ikke får hjælp hurtigt nok???
Jeg kan godt se, at vi ikke helt kan undvære udenlandske læger, men…måske burde de have en med, som kan oversætte til og fra lægen…eller også skal de kun lave arbejde der ikke kræver, at de snakker ret meget med patienterne?
Nøøj, hvor lyder jeg måske racistisk – men det er jeg faktisk ikke – bare vildt træt af at komme ind til en læge, der ikke kan forstå dansk eller tale dansk, så jeg kan forstå ham eller hende og jeg kan altså ikke engelsk nok til at håndtere en samtale hos en læge ;-P
Signe
2. juni 2009 at 21:12Ak! Kan til fulde se din pointe i det med sproget. Holder til daglig styr på en 12-15 af slagsen (overlæger), der oven i købet af og til har svært nok ved bare at tale dansk! Selvom de alle er pære-ærke-danske ;) Mellem os sagt, så er der altså læger, der har rigtig svært ved at komme helt ned i øjenhøjde med den meninge patient. Men der er heldigvis også dem, der er rigtig gode til det.. :)
Penille
2. juni 2009 at 20:32Åhh hvor er det bare frustrerende med de ikke dansktalende læger!
For et par år siden var jeg til undersøgelse på Nord hos en meget kompetent læge. Jeg blev undersøgt på kryds og tværs og følte mig i de bedste hænder – lige indtil samtalen begyndte. Jeg forstod ikke hvad han sagde og han forstod slet ikke hvad jeg sagde. Det endte med en gang tegn og gæt og jeg gik derfra med en rigtig træls fornemmelse og uden egentlig afklaring.
Jeg kan godt forstå du er brugt efter sådan en dag!
Mange hilsner
Penille
Henny
2. juni 2009 at 20:00Det, du nævner med de udenlandske læger, er et problem. Jeg kender lidt til det fra den anden side, idet jeg er indvandrerlærer.
Det er ikke alene det sproglige, der kan være et problem, og det kan, som du har oplevet i dag, være stort nok. Det er også holdningen til patienter og andre medarbejdergrupper. I nogle andre kulturer har man f.eks. tradition for at skælde ud på patienterne, hvis de ikke bliver raske hurtigt nok. Og i visse kulturer mener de, at lægerne er nærmest små guder, og at alle andre medarbejdere bare skal bukke og skrabe. Ingen af de holdninger kommer man forhåbentlig langt med i det danske sundhedsvæsen.
Liselotte
2. juni 2009 at 18:44Lene, jeg er slet ikke i tvivl om, at det ind imellem gør “sagsgangen” lidt længere, men det er altså nødvendigt med mellemrum, kan jeg konstatere.
Reberbansgade er skøn… og Borgkiosken var ligeså. Det er ikke det samme med 7eleven, du har ret :-)
Lene
2. juni 2009 at 18:27Og det sidste, Liselotte, er så det der af og til tager tid, fordi det er nødvendigt at gå med lægen ind til patienten for at oversætte ;-)
Jeg elsker den gade, bare ikke i bil, så er den et mareridt ;-)
Og læsehesten brugte jeg flittigt de første år, da jeg boede i “jomfruburet” ved sygehuset :-) Ligesom Borgkiosken, hvor jeg altid kunne handle ind, det er ikke helt det samme i 7eleven :-)
Liselotte
2. juni 2009 at 17:11Kirsten K, jeg er slet ikke i tvivl og mange af dem er tillige med så autoritetstro, at de ikke bryder sig om at bede om at få gentaget. Så er man sørme på herrens mark. Jeg oplever nu, at det øvrige personale ofte er gode til at gentage, hvis de fornemmer, at det er vanskeligt og så glider det alligevel :-)
Kirstenk
2. juni 2009 at 17:03Hmm,faktisk tror jeg det er et større problem end som sådan, ved i hvert fald at mange ældre medborgerehar det svært på den front…
Liselotte
2. juni 2009 at 16:59Jeg har haft en dejlig, sjov og udfordrende dag. Måske lige rigelig stor mundfuld med tre på én gang, men det var da sjovt.
Det er et dilemma, for selvfølgelig vil vi gerne have udbytte af de dygtige lægers faglige kompetencer med det samme, men det er virkelig vanskeligt med kommunikationen, hvis ikke deres sproglige fundament er tilstrækkelig solidt. Uha, som jeg ind imellem er på grænsen til at synes, at de er sendt ud i afdelingerne en kende for tidligt, men jeg kan sagtens sætte mig ind i problematikken :-)
Charlotte, selvfølgelig skal navnet rettes – så det er gjort :-)
Lilli
2. juni 2009 at 16:40Kender kun alt for godt problematikken med udenlandske læger på Aalborg Sygehus. Arbejder som lægesekretær på en afdeling inde på Nord.
Pt. tales der på afdelingen en blanding af dansk-svensk-polsk-littauisk-græsk-engelsk. Det er temmelig frustrerende, når man er nødt til at sende svar ud med prikker, fordi man simpelthen ikke forstår hvad lægen har dikteret.
Karen Marie
2. juni 2009 at 16:37Det lyder som om du har fortjent lidt ekstra i posen ved udgangen af måneden:-)
Hvor om alting er, er det et dilemma, for vi vil jo gerne drage nytte af de faglige kompetencer med det samme.
Jeg har hørt om problemet før – senest her til morgen, hvor en kollega blev far, men ikke kunne forstå den fødselslæge/børnelæge der blev tilkaldt.
Det ser ud til, at du har haft en dejlig dag.
Charlotte
2. juni 2009 at 16:30Det lyder i mine ører som om du fuldt fortjener et fremmedsprogstillæg. Men vi kan vist roligt konstatere, at man skal høre meget før ørene falder af.
Vil i øvrigt lige tillade mig at tilføje en lille rettelse. Den ene af de ovennævnte små butikker hedder “Fru Ronne” (ikke Rønne). Ikke noget flugeknepperi her, men det er simpelt min favorit chokolade og the butik, så jeg kunne ikke sidde det overhørigt;-)
Ha’ fortsat en dejlig dag.
Karin
2. juni 2009 at 16:25Det lyder li’ godt som en sprogforvirret dag du har haft ;-) Jeg spurgte også engang om der var tillæg fordi jeg skulle klare et samarbejde på engelsk. Nå ja… men det er da ikke alle mine kolleger der kan, så måske der var noget at hente der. Men nej…