Mand, hvor kunne det godt blive en vane…
Kenneth var sølle. “Jeg er aldrig syg, men jeg ligger ofte for døden…”, er hans forklaring, så jeg endte i køkkenet. Han fyldte mørbraden med soltørrede tomater, cheddar og masser af friske krydderurter, men resten tager jeg uden blusel æren for. Det smagte vidunderligt og på eftervarmen lavede jeg en omgang Bruschetta, så hvidløget stadig står i tåger omkring os.
Jeg troede, at jeg havde glemt at lave mad. God overraskelse, at jeg ikke havde. Og heldigt tillige med.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
13 kommentarer
Liselotte
15. juli 2009 at 21:52Yt, han valgte at forføje til Sjælland. Han vender hjem ved 1-tiden og så står jeg altså ikke klar med mad ;-)
Karin, han er faktisk aldrig syg, men forkæler mig grumme, når jeg er det. Jeg kan bestemt ikke klage på den front :-)
Dorthe, det er for sent ;-)
Dorthe
15. juli 2009 at 14:13Uhmm, den tallerkenfuld gad jeg godt sætte tænderne i…
Karin
15. juli 2009 at 11:13Tænderne løber i vand, især her kort før frokost……..
Tanker jeg fik da jeg læste Kenneth´s kommentar omkring sygdom
Hvis en mand og en kvinde fejler nøjagtigt det samme – en standard influenza. Manden ligger i sengen, bliver vartet op, passet og plejet. Kvinden, hun skal da lige lave morgenmad til familien, hun skal lige have vasketøjet ordnet, toiletspand og håndvask skal lige rengøres, børnene skal da ikke være i institution så længe, så mor skal aflevere og hente, der skal smøres madpakker, laves aftensmad, læses lektier, og det klarer mor lige, og det til trods for hun har 39.8, næsen løber konstant, hovedet er ved at springes.
Jeg vil ikke generalisere, dog vil jeg lige sige min mening, håber dette ændre sig blandt mine børn – deres generation. Jeg har beklageligvis tilladt ovennævnte, da mine børn var små.
Ønsker herfra en dejlig dag.
yt
15. juli 2009 at 09:54Vandet i munden løber ;)
Mon ikke Kenneth napper en dag mere som syg.
Yt.
Liselotte
15. juli 2009 at 08:41Susan, vi har akkurat samme problem herhjemme, så du er bestemt ikke alene. I salaten er grundingrediensen nogle små “pastafrø”, som hedder Rosmarino. Som smagsgivere er der solstørrede tomater, friske cherrytomater, små cornichoner, sprødstegte bacontern og Rucola og så er der valgfri ost (Oline bryder sig ikke om ost), som er Emmentaler skåret i små tern. Det hele kunne, hvis man havde lyst, toppes med en hjemmerørt dressing med masser af hvidløg.
Jeg elsker gode, solide salater og denne kombination laver jeg også med små, nye kartofler i stedet for pastaen :-)
Susan
15. juli 2009 at 00:42Det ser godt nok laekkert ud. Den der salat der ligger bagerst, hvad er der i den?
Jeg synes nemlig det er rigtig svaert at variere salaterne nok til at det bliver ved med at vaere spaendende for alle.
Liselotte
14. juli 2009 at 23:06Det var slet ikke noget ringe måltid, når vi husker kokken ;-)
Ella
14. juli 2009 at 22:20Mmmmmm Liselotte, det ser godt nok lækkert ud, genvalg – mon ikke? ;-)
Karin
14. juli 2009 at 21:53Det ser super lækkert ud. Guf for øjet og garanteret også for maven.
Haha Kenneth ;-) Håber hans rejser sig fra dødens klamme hånd inden længe!
Mette
14. juli 2009 at 21:40mmm nam nam, det så veldig veldig godt ut!!
Gitte J
14. juli 2009 at 21:39Han er som min mand, næsten døden nær når de er syge – underligt :-)
Velbekom – det ser lækkert ud.
Liselotte
14. juli 2009 at 20:27Anette, han er så sjov og huskede heldigvis at rose min kogekunst. Måske han fedter lidt, for at slippe i morgen med :-)
anette
14. juli 2009 at 20:24Lækker aftensmad :-)
Og så kan jeg godt li’ Kenneths sygebemærkning :-)