Man må sno sig…

Kenneth er nedlagt godt og grundigt med et knæ fuld af gigt. Det er langt fra at være morsomt. Det gør djævelsk ondt og han kan hverken sanse eller samle, før hans medicin begynder at virke. Formiddagen er brugt på at løbe spidsrod mellem arbejdsopgaver, apoteket og manden i mit liv, som selvfølgelig også skal have masser af omsorg, men nu er det endelig lykkedes at få smertemedicinen hjem og jeg håber, at der er bedring at spore indenfor de næste par timer. I hvert fald er tabletten indtaget og håbet lysegrønt.

Det er endda så lysegrønt, at jeg beslutter mig for, at jeg godt kan bevæge mig udenfor hørevidde, så jeg snupper et par skåle og smutter ned bagerst i haven, hvor mine bærbuske står. Jeg vil lave Clafoutis med brombær, men… de er jo slet ikke færdige med at blomstre. Bær er på vej, men der er lang vej endnu og jeg må vist finde på noget andet…

Hindbærrene deler jeg med en hær af sultne ørentviste og bænkebidere, så der er simpelthen ikke mere end ti gode bær at finde. Det rækker jo ikke…

Jeg bliver lidt rådvild, for nu havde jeg jo lige en idé. Jeg får nu hurtigt en ny. Aftenens menu skal være frikadeller, nye kartofler og rysteribs. Jeg ved, at familien elsker det, så selvfølgelig skal det være sådan. Ribsene deler jeg med fuglene og det er helt i orden med mig. De forrige ejere har strøet ribsbuske med gavmild hånd, så der er mange flere ribs, end jeg nogensinde får brugt.

Jeg plukker kun lige, så der er nok til rysteribsene. Bagefter ender jeg i solbærrene. Nu er der plukket til et par glas hjemmelavet solbærsyltetøj, men også dem har jeg mange flere af.

Måske tænker du, at jeg skulle have plukket i bund, men det er kun fordi, du ikke har set himlen. Den er sort som kul på sine steder og én ting er sikker; jeg gider ikke stå midt i solbærrene, når det bryder løs. Til gengæld må jeg hellere så sat en gryde over blus.