Hverdagsøjeblik

Jeg ringede først efter chaufføren, da jeg forlængst var færdig med dagens møde. Det var blevet aften, inden vi endelig syntes, at vi var nået til vejs ende, men udenfor var vejret fantastisk og det er alt for sjældent, at jeg bevæger mig gennem byen på gåben, så jeg snuppede chancen og tog de første skridt forbi De Professionelle og ind i Kayerødsgade. Der var helt stille. Jeg mødte kun en hund og dens ejer.

Senere huskede jeg, at min privatchauffør ikke hører til de hurtigste, så skulle jeg ikke nå helt til Gug, inden jeg blev samlet op, måtte jeg hellere ringe. “Jeg er på vej”, var svaret så jeg fortsatte længere ned ad Kayerødsgade i retning mod Kjellerupsgade. Måske kunne jeg nå til enden, inden jeg ville blive samlet op…

– og så mødte jeg en af vores kunder…

– og knudrede og lignede en idiot, da jeg med en venstrehånd skulle forklare, at jeg ikke rigtigt kunne snakke i aften, fordi min højre albue opfører sig, som om den slet ikke tilhører mig. Og jeg havde jo allerede opbrugt kvoten for den slags, da jeg mødte ham, så det blev ærlig talt noget ynkeligt og frustrationen fulgte med, da jeg fortsatte i retning af Karolinelund, men jeg glemte det hurtigt til fordel for glæden ved at have fået foræret så smuk en sensommeraften med dufte, jeg omtrent havde glemt i årene som hardcore ryger.

Byens lys er specielt sådan en sensommeraften, lige inden mørkningen og stilheden er betagende. Selv krydset før Sønderbro får et formildende skær i en nedadgående sol. Og jeg var heldig. Jeg nåede næsten ud forbi Eternitten, før Alphalfa kom susende.

Nogen gange er det en velsignelse med langsomme chauffører.