Rantzausgade er stille. Der er ikke meget liv i gaden, inden klokken ti. Faktisk er det eneste, der bryder stilheden, lyden af en cykel, der kører forbi, da jeg traver ned ad gaden i retning af Mølle Plads. Jeg har en tid hos en speciallæge klokken ti.
September er smuk, når den gider. Septemberlyset er blegt på sin helt unikke facon, hvor farverne forstærkes af skygge og i solen udvandes på en måde, som er helt speciel og smuk, hvis man har øje for den slags. Akvarel, som har hængt for længe i solen, tænker jeg.
På Caféministeriet er man ved at forberede den udendørs servering, som snart åbner. Uldtæpper placeres tilfældigt på stolerygge og jeg kan, mens jeg går det sidste stykke hen langs Mølle Plads, sagtens se mig selv sidde der i solen, med et tæppe om benene og en Latte i glas, mens jeg nyder de sidste rester af sensommeren. Sagtens.
Jeg drejer om hjørnet og indtager Skipper Clements Gade, mens jeg nyder den stilhed, som tilsyneladende følger med dette her område så tidligt på dagen. Det er ikke sådan alle steder i midtbyen.
Da jeg når hen til Roldgade, mit bestemmelsessted, er der kig op til Algade og deroppe hersker der almindelig morgentravlhed. Folk haster af sted i hver deres retning, men jeg smutter ind i nummer et, inden jeg for alvor rammer de travle.
Hos speciallægen får jeg først en indledende undersøgelse, men min egen læge har været omhyggelig, så han véd allerede det meste. Bagefter får jeg nyt, som er både godt og skidt. Jeg får en forklaring på, hvorfor det gjorde ondt at genoptage øvelserne. Min arm er slet ikke klar til dem! Slet ikke, siger han.
Min arm skal bruges og jeg får ros for dedikation, men jeg er fejlinformeret. Man skal ikke lave øvelser, hvis de gør ondt. Så er man ganske enkelt ikke klar til dem. Jeg synes selv, at jeg starter forfra, at jeg er slået tilbage til start, men sådan er det slet ikke. Jeg får ros og jeg får tillid til, at dette her skal lykkes. Tidshorisont får jeg ikke. I hvert fald ikke én, som jeg ikke kender i forvejen, men jeg får syv nåle i armen, et kvarter med et Illustreret Videnskab og en ny tid med i lommen. Hold fast, hvor har jeg ondt i albuen nu, men afskedssalutten var, at gør det ondt, så har det virket. Jeg er fuld af fortrøstning.
Inden min chauffør igen henter mig, når jeg Sallings tilbudstorv, men ikke bageren, som planen ellers var. Om et øjeblik kommer Lene nemlig forbi. Jeg glæder mig :-)
11 kommentarer
Inge
15. september 2009 at 14:55Tak for de dejlige billeder fra min barndoms ferieby! De giver mig en enorm lyst til at tage en tur dertil.
Liselotte
15. september 2009 at 10:25Lene havde Lene med. Det var jeg SÅ glad for – og sikke nogle dejlige timer :-)
Albuen, den er i forandring, kan jeg mærke. Jeg tror på, at det er til det bedre :-)
Helle K.
15. september 2009 at 08:29Held og lykke og gode vibrationer til armen(e) :)
Helle K.
15. september 2009 at 08:29Held og lykke og gode vibrationer til armen(e) :)
Anne
14. september 2009 at 19:48Akupunktur kan gøre underværker….fortsat god bedring af de arme.
Sidse
14. september 2009 at 16:52Godt du fik den rettesnor. Han har virkelig ret i at det ikke skal gøre ondt at lave øvelser.
Lene
14. september 2009 at 15:46Nej Annemette, det havde Lene desværre ikke, for hun kom lige fra et møde ;-) til gengæld var Kenneth mand for at kende en bager med rigtige gode kager :-)
Tak Liselotte for hygge og snak, det var lige det jeg trængte til :-)
Tina - omme i London
14. september 2009 at 14:50Poej poej – og nyd Lene. :)
Sonnie
14. september 2009 at 13:52Mange gode tanker til dig og din albue :o)
Ella
14. september 2009 at 13:12Hvor var det godt at du kom i hænderne på Anders, han kan sit kram. Og det skal nemlig ikke gøre ondt at lave øvelser. Nu går det fremad, jeg kan mærke det! :-)
Hils den dejlige og kloge Lene :-)
Annemette
14. september 2009 at 13:04Jeg håber Lene har store kager af din favorit slags med – det fortjener du