35

Et juleeventyr

Vi har en julegave fra sidste år, som endnu ikke er indløst. Den begynder at brænde i lommen og for at være lidt i tråd med tidspunktet for foræringen, drømmer jeg og nærer min udlængsel med billeder af sne, små, smalle gader og gyder oplyst af varme, gamle gadelygter og jeg kan næsten dufte den varme chokolade, som skal gengive frostbidte hænder deres varme…

stockholm1

Steder, som det beskrevet ovenfor, kan man finde i hele Europa. Faktisk er det sværeste, at beslutte hvor, for muligheder er der nok af og det endda indenfor en overskuelig rejsetid, når man holder af at køre selv, men jeg nærmer mig…

Kenneth var tidligere på året i Stockholm. Han forelskede sig hovedkuls og har siden snakket mere end én gang om, at Oline og jeg er nødt til at tage med derop ved lejlighed. Vi er sådan set ikke uenige. Tiden skal bare være med os allesammen, men jeg har jo godt med ferie, der står og venter på, at jeg igen kan få det brugt. Måske er vi heldige, at lidt af den kan falde her i løbet af december. Så kunne Stockholm godt stå for skud.

Stockholm

Jeg vil så gerne opleve Gamla Stan og jeg er helt sikker på, at bydelen ikke er mindre charmerende i december. Jeg drømmer også forsigtigt om at opleve Lucia Koncerten i Storkyrkan. Jeg er sikker på, at jeg ikke kommer tættere på min egen julestemning end sådan en mørk, lørdag eftermiddag, hvor kirken er fuld af lyse, smukke stemmer, som synger julen ind.

Stockholm

Den svenske krone er et fordelagtigt bekendtskab lige nu. Det kunne være endnu en god grund til at prøve at realisere drømmen om et juleeventyr i Stockholm. Jeg må tale med økonomichefen og siden feriechefen, for hvor kunne jeg godt lige bruge at kunne tænde sådan et lyspunkt ude i horisonten. November bliver kortere på den måde, er jeg sikker på :-)

Du vil sikkert også kunne lide