Nytårsmorgenstille

Jeg er stået op til resterne efter gårsdagens intense konkurrence om at komme først. Det nåede nu ingen af os, for pludselig var maden klar og vi tager os vældig god tid, når vi spiser herhjemme. Det er aldrig overstået på et kvarter og da vi nåede til enden af smagsoplevelserne, var vi så frygteligt mætte, at vi var enige om, at det var passende med en tid til at fordøje. En tid i sofaens blide favntag. Og der blev vi så. Derfor står spillet stadig på bordet, men senere i dag, da må det hele afgøres.

Jeg endte med at måtte kapitulere og tage en af de tabletter, jeg helst undgår. Der var bare ingen vej udendom i går, hvor jeg havde en nakke og en ryg, som gjorde så ondt, at jeg til sidst ikke kunne røre mig, men til forveksling lignede heksen fra et af H. C. Andersens eventyr.

Jeg tåler dem dårligt, de tabletter. Jeg bliver svimmel og ualmindelig træt af dem. Jeg nåede lige at skåle nytåret ind, springe heksekrum ned fra sofaen, kysse dem jeg elsker og så drattede jeg om i sofaen under et uldtæppe med en varmepude på de ømme muskler. Her lå jeg så overbevist om, at jeg nu skulle grine mig gennem The Party for gud ved hvilken gang. Jeg nåede da også at grine. Et par gange blev det vist til, inden jeg mistede kontakten til verden og blev vækket klokken tre med besked om, at jeg skulle i seng.

I dag starter 2010. Sneen drysser tæt, men helt fint ned over min verden. Træerne er smukke, som de står frostklædte og jeg er helt sikker på, at jeg skal ud og mærke kulden bide i kinderne, inden det igen bliver mørkt, men allerførst skal jeg nu have en kop kaffe og nyde, at alting starter forfra og meget gerne i et andet tempo end det forgående år, som blev væk, mens jeg vendte mig om et øjeblik. Mere tid, tak. Langsom tid, tak.