Jeg véd godt, at Brændende Kærlighed har fået et ansigtsløft i form af nye og spændende farver. Jeg véd det godt, men alligevel har jeg haft det lidt svært med at skulle finde mig til rette med planten. Nu er den havnet her. Det er ikke takket være mig. Jeg siger det bare, men jeg skal nok passe på den, for sådan skal det heller ikke være.
Her kan du se, hvad andre har fået ud af planten – og for øvrigt ser det da lovende ud, det nye sted dér.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
13 kommentarer
Frau Putz
5. januar 2010 at 09:44Ah… Overvande! Det er det, der skal til. Tak for tippet.
Her i huset plejer de nemlig at dø af tørst – og det tager desværre så lang tid, at Svigermor tror, at jeg holder umåde meget af dem, siden de holder så længe. Derfor kommer hun igen og igen og igen og… rendende med dem til mig – i den ene mere umulige farve end den foregående.
Og man er jo så pæn. “Ej, jamen tak, Svigermor. En… orange… eh… ferskenfarvet. Det troede jeg ikke at man kunne få. Det skulle du da ikke have gjort”….
Betsey
4. januar 2010 at 09:40Jeg elsker blomster, men den der har jeg svært ved. Den blev mig betvunget i mit barndomshjem – på lige fod med sovesofaer i mørkebrunt, storrillet fløjl, et blodrødt skrivebord med matchende kontorstol af stof, der kradsede, aldeles umatchende ternede gardiner og hessian allover. Skååålll!!!
Anne f
4. januar 2010 at 09:10Nej, sjovt nok er den frygtelig svær at holde af, trods navnet.
Kari
4. januar 2010 at 02:26Jeg må bare le :o)
Jeg har selv også flyttet på en hva vi i Norge kaller Ildtopp i dag! Mange ganger….. Det hjelper noe at min er hvit, men den preges helt klart av starten her i huset sammen med en rød julestjerne. Den er nesten enklere, for den kan man kaste med god samvittighet etter jul.
Nei, gi meg heller en bukett tulipaner. Da kan jeg gledes :-)
Og hva har de forresten gjort med bladene på den planten…….
Dette blir litt for mye gammel dame på sykehjem for min del, og skal nå det en gang hende at jeg havner der, ja, så blir jeg helt klart ikke friskere av å få en ildtopp om den er aldri så farverik.
Godt Nytt År og vakre tanker ønskes deg fra Kari*
Liselotte
3. januar 2010 at 20:30Moster Tulle, den kom hjem på bagsmækken af Alphalfas søster en dag Kenneth var sendt ud for at handle. Forstå det hvem der kan… ;-)
Helle W J, den er nu rigtig fin og der er ikke noget galt med den. Måske mere med mig :-)
Helle W J
3. januar 2010 at 20:14Uha- ja, der er lidt for meget plejehjem og bodega over den, og alt for lidt Liselotte !
Moster Tulle
3. januar 2010 at 17:45Kedelig er den efter min smag – sådan en man får af “venner”, købt på nærmeste tankstation. Dog overgås den mange gange af røde julestjerner, som jeg slet ikke kan forliges med……Men hvordan havnede den så hos dig, Liselotte?
Liselotte
3. januar 2010 at 17:44Jeg kan ikke gøre for det, men jeg kan altså ikke lide den – og de der blade, som er så underlige… og så er der måske det ved den, at min mor ELSKEDE den, så vi havde den omtrent overalt i mit barndomshjem. Sådan er det ikke længere, men dengang… *suk* ;-)
JJH
3. januar 2010 at 17:31Måske har jeg en dårlig smag, men jeg kan altså godt lide planten. Brændende Kærlighed, det er da et smukt navn, og alle de nye farver/ faconer er da charmerende.
Ida
3. januar 2010 at 17:28LOL – ja, det er rammende.. og fortæller egentligt meget godt hvorfor den heller ikke er på min indkøbsliste. Der er noget meget trivielt over den..
Liselotte
3. januar 2010 at 17:23Ida, man kan jo altid “komme til” at overvande eller ivervande, som vi ind imellem kalder det herhjemme :-)
Nina, det var da et ucharmerende, men yderst passende navn til planten :-)
Nina
3. januar 2010 at 17:16Vidste du den også går under det lidet charmerende navn ‘bodega-blomsten’ fordi den kan trives i dårlig luft og mørke? Den hører heller ikke til på min yndlings-liste må jeg indrømme.
ida juul
3. januar 2010 at 16:49Kender det godt , den der fornemmelse, man vil bare ha noget frisk at se på og det eneste der lige er ved hånden er brændende kærlighed, jeg går igen… sådan har jeg det også med tagetes og røde julestjerner……og ja hvis jeg er så “uheldig” at få en af ovenstående de bliver altså ikke passet særlig pænt….. ja jeg må indrømme overvanding eller udtøring det er noget der virker…..