Juletræet ligger og ser sølle ud midt på det, der på andre tider af året, er en grøn, saftspændt græsplæne. Lige nu er det en kold, hvid og knasende masse af sne og is. Der endte julen. Foreløbig, for der skal træet jo ikke ligge, men Kenneth er travlt optaget af en vandvarmer, som er skilt i atomer. Jeg siger ikke mere, men jeg holder vejret, men jeg venter i stilhed.
Der er faldet tre snefnug. Ikke mere. Det hvide er rester af første januars gavmilde snefald og det pynter fortsat, så jeg klager ikke. Selv havens landskab bliver smukt med sne på toppen, selvom det rummer flere mindre charmerende hjørner. Man får ikke øje på dem, når resten er så smukt.
Fnuggene er store og markante. Det er lige før, det ligner kunstigt sne, når man ser det gennem en kameralinse. Frostgrader sørger for, at det ikke smelter, når det lægger sig stille til rette på verden.
Jeg nyder, at en tur ud i alt det smukke ikke behøver inkludere meget mere end varme støvler, en sweater og fem minutter at bruge på egen matrikel. Det er da nemt, når man er søndagsdoven.
Sagde jeg søndagsdoven? Det har jeg da svært ved at tro…
4 kommentarer
cc
3. januar 2010 at 18:28lige mine tanker :) og hestene er vilde med det! ik fordi de spiser nålene tror bare de syntes det er vældig underholdende at pille dem af og spise selve grenen :)
Liselotte
3. januar 2010 at 17:21Mille, den vandvarmer… den er lige til at smide ud, desværre :-(
cc, god idé med optimal udnyttelse af noget, som kun har meget lidt nytteværdi ellers :-)
cc
3. januar 2010 at 17:12Jeg giver træet til hestene, så er de jo også beskæftiget i et par timer ;)
Mille
3. januar 2010 at 14:46blomstrer de allerede nåleblomsterne? Det var ligodt som syv sytten.
Håber vandvarmeren snart är i du igen :-)