19

Fandeme!

Mand, hvor er jeg noget der langt overgår ualmindeligt ringe til at pakke…

Helt ærligt, ingen ved noget som helst. Intet er fortalt, så vi kan ikke vide, om vi skal løbe orienteringsløb på isglatte, skovklædte skrænter eller boblebade til vi går i opløsning. Ingen ved, om vi skal spise klapsammenmadder med fingrene eller dinere i omgivelser, som absolut ikke tillader løssluppen adfærd og derfor udgør en omtrent uoverstigelig forhindring for mig. Ingen ved noget som helst overhelehovedet, så hvorfor er det så, at det bliver så vanskeligt? Når ingen ved noget som helst, kan man enten finde den helt store rejsekuffert frem og fylde den med hylden hen eller man kan stoppe et par rene underbukser og en tandbørste i håndtasken.

Jeg er sådan af den sidste slags, så min bagage fylder ikke meget. Det er ikke pakningen af den, som tager tid. Det er mere det der mentale pakningsåg, jeg bærer rundt på. Det, som omtrent forhindrer fysisk bevægelse og samtidig gør det helt umuligt for mig at starte i god tid…

Først tre minutter i sengetid kaster jeg lidt tekstiler i en taske, mens jeg sværger ved min farmors venstre storetå, at aldrig mere skal jeg pakke så sent. Jeg siger til mig selv, at der for evigt vil hvile en fodsvampsforbandelse over mig, hvis jeg næste morgen glemmer at pakke – indsæt her liste med en millionmilliard småting, jeg ikke lige orker at pakke og derfor har fået overbevist mig selv om, at jeg slet ikke kan pakke endnu – og så husker jeg altid lige, inden hovedet rammer puden, at rose mig selv for at være så ualmindelig struktureret denne gang. Som om… men hvis ikke jeg skulle rose mig, var der ingen til at gøre det, for det her ikke-eksisterende talent for at pakke, det er virkelig ikke medaljemateriale.

Jeg er klar! Det jeg mangler, køber jeg! Fandeme!

Du vil sikkert også kunne lide