Sneudfordret

Nå men altså… jeg skulle jo ind til byen, for der var uopsættelige behov og det endda midt i den værste omgang sne i mands minde. Sådan bliver jeg. Totalt uindtagelig, når vi taler sund fornuft. En borg. Du har ikke en chance. Kenneth havde i hvert fald ikke og jeg havde meddelt, at jeg ville tage bussen. Af en eller anden grund synes han, at det er omtrent det værste, der kan overgå et menneske, så da jeg stod klar iklædt vinterens tykke sokker, støvler, tørklæder og vanter, stod han også klar med bilnøglen i hånden.

Sådan blev det…

Jeg blev kørt lige til “døren”. Tættere på mit bestemmelsessted kommer jeg ikke. Cortesgyde lå lige for og var nem genvej til Matas nede i Bispensgade. De havde nogle af de ting, jeg stod og manglede. Det skulle vise sig, at de havde meget mere end det, men udgangspunktet var, at det var et par ting, jeg skulle ind for at hente. Så var der fristelser…

Jeg fik, hvad jeg kom efter, men jeg skal da love for, at Kenneth fik slæbt sig en pukkel til også. Der var vel noget, han ikke kunne undvære, tænker jeg…

For øvrigt er sne en smuk kulisse for mange ting. Selv skraldespandene tager sig pludselig helt anderledes ud, synes jeg. Den blå er pludselig en helt anden blå og jeg tror faktisk godt, at jeg tør sige, at jeg synes, at de pynter lige dér på Cortesgyde.

Efter Matas lå Søstrene Migræne lige for og det tog ikke mange sekunder at gøre kål på deres lager af dejlig, vinterkrydret Chai. Vandet er sat over og om lidt vil jeg genfinde varmen med en kop dampende varm Chai med en sjat af den gode mælk. Jeg har manglet teen i nogle dage nu, så det bliver rigtigt dejligt, nu jeg igen er lagerførende.

Efter Søstrene indtog vi Salling, men kun for en kort bemærkning. En smuk, fuchsiafarvet kjole til Oline og vi var på retræte igen. Ude i Algade enedes vi om, at vi bare ville hjem. Nu og her. Ikke mere pjat!

Det holdt så til jeg fik øje på udsalget hos Bog & Idé. Nu er det jo sådan, at det er de sidste krampetrækninger af Bogudsalget, så der er simpelthen 50% på noget, der allerede har været både 70% og 50% på i forvejen. Altså romaner, der koster tredive, fyrre og halvtreds kroner stykket, kan jeg ikke stå for. Det blev til elleve styk. Jeg var lykkelig, da Kenneth slæbte mine vilde indkøb i retning af bilen.

Vi holdt på bagsiden af Rådhuset. Det er pakket godt og grundigt ind i sne og langs alle veje ligger snebjerge så store, at vores fornemmelse var, at alle parkeringsregler omtrent var suspenderet. Vi holdt ikke reglementeret, så måske det bare var ønsketænkning ;-)

Turen hjem foregik i snegletempo. Vi synes begge, at det er sjovt at køre i sne. Vi er gode til det og vi hygger os med det, men vi presser ikke andre til at synes det samme. Vi er tålmodige mennesker, men ind imellem kom der et hik ud af en af os. Det gjorde der altså. Femten – tyve kilometer i timen er ved at være der, hvor vi nok synes, at det var bedst, om chaufføren bare var blevet hjemme, men vi nåede jo frem til egen bydel indenfor overskuelig tid alligevel…

Der ligger bare SÅ meget sne ude i verden, at det er svært at forstå, at det bliver ved med at vælte ned fra himlen. Denne vinter bliver sådan én, som i vores børns munde hedder “Dengang mor var barn, da var der sne til skorstenen og…”. Det er imponerende meget sne der er, men det antager efterhånden en lidt kedelig farve på udsatte steder.

Da vi passerede Mylius Erichsens Vej havde de endelig fået hul af jorden, de stakler, som har tjansen med at lappe sprungne vandrør. Tidligere, da vi var på vej ind til byen, passerede vi dem også. Da stod de og kløede sig på issen, mens de sikkert ønskede, at de var ansat til noget helt andet.

Nu var de i gang med at lappe skaden og om et øjeblik kan de forhåbentlig lukke hullet og holde fyraften.

Her kører vi de sidste meter. Henne efter broen drejer vi til højre og så er der kun de sidste hundrede meter at forcere. Det er også de mest udfordrende. Der er stadig ikke ryddet på vores vej. Der er til gengæld sne og meget af det. Vi klarede den og om lidt er min te klar. Og sofaen. Ah…