Min dag

Oline indvilligede i en tur ud af huset. Den slags holder hårdt i weekenden, hvor hun helst tilbringer samtlige døgn iført nattøj og højt hår, men i dag kunne hun altså lokkes, så det skulle udnyttes, men først skulle vi blive enige om, hvor turen skulle gå hen.

Der skulle være vand…

Der er vand mange steder og når man bor i Aalborg, er der ikke langt til rigtigt meget af det, så vi skulle have indkredset det lidt mere.

Jeg forslog Vesterhavet, fordi jeg er så snedig og tænkte, at vi så helt tilfældigt kunne køre gennem Saltum og helt tilfældigt kunne vi så stoppe midt i årets Uldfestival, men nej. Der skulle være måger…

Fandens også, for vel er der en måge eller tre i Saltum, men det var bare ikke noget, jeg kunne slippe afsted med, det der med tilfældigt at falde indenfor ved festivallen.

Kursen var omtrent stik nord. Måske kan du se, hvor vi endte nu…

Først ned, hvor der lugter af tjære og solvarmt bolværk, hav og en fisk eller to. Bagefter op, hvor der er så sirligt og smukt, at jeg hver eneste gang sværger for mig selv, at jeg vil prøve at bo i denne smukke by. Engang. Måske kun et øjeblik, men…

Det var hyggeligt og egentlig ville vi have lidt sen frokost, men vi havde ikke tøj med til udendørs servering og det var vel egentlig den, som trak. Nede ved havnen, med næsen vendt mod solen, ville vi sidde foran fiskerhusene og spise en lun et eller andet, men det var altså bare alt for koldt til den slags udskejelser i dag. Nok siger kalenderen maj, men termometrene siger noget helt andet.

I stedet pakkede vi forfrosne kroppe ind i bilvarme og sang en munter vise, mens vi fandt endnu en vej at tage…

Vi er åbenbart ikke de eneste. I virkeligheden er vi vel for mange?

Holger ligger jo lige i nærheden, så selvfølgelig måtte vi lige forbi…

Nydeligt sted at holde evighedens pause. Vi var enige om, at udsigten ikke kunne ankes. Overhovedet…

“Åh mor, skal vi ikke ud på Grenen?”, spurgte Oline pludselig.

Det er søndag.

Det er mors dag.

Jeg bestemmer og mens alt det opregnes i hjernebarken registrerer jeg, at Sandormen allerede er på Grenen. Jeg orker ikke. Jeg orker simpelthen ikke. “Niks, det skal vi ikke, for jeg er slået af dovenskab og vil hellere sidde i bilens varme og nulre dine knæ…” og sådan bliver det. Vi skynder os ned i varmen igen. Den er der nemlig ikke meget af på toppen af de klitter, vi næsten ikke tør betræde.

I bilen på vej hjem falder Oline i søvn. Hun sidder helt tæt op af mig. Det elsker jeg. Det har været en fin dag for Olines mor.