Italien, det nye pejlemærke

Vi er ikke særligt gode til at langtidsplanlægge. Sådan er det bare med os. Vi er impulsive mennesker, som lever efter smag, behag, lyst og nu’ets potentialer for oplevelser. Derfor er vi heller ikke nået meget længere med planlægningen af årets sommerferie end til at vide, at der holder en autocamper og venter på os, når ferien starter, men netop det faktum levner usædvanlig gode chancer for at trives og være tilpas, når man er støbt i den form, vi er udsprunget af.

Alligevel nærmer vi os noget, der i mistænkelig grad ligner en retning. Vi kan vist ikke tillade os at kalde det en plan, men en retning vil jeg godt kalde det. Jeg vil endda strække mig til at mene, at vi har noget, der kunne ligne en endestation…

Snakken er gået livligt herhjemme det sidste stykke tid, for det allerbedste ved at skulle på sommerferie med huset på ryggen er, at vi kan drømme om så utroligt mange ting. Vi har været omkring den gamle østblok og akkurat modsat og en tur omkring Normandiet endnu en gang. Vi har drømt om at køre ned til Spanien. Vi har været en tur i Provence igen. Vi har slet ikke kunnet tage en bestemmelse, men vi er hver eneste gang endt i Italien. Vejen dertil har været noget snørklet, som du kan læse, men der er altså et eller andet, som trækker i den retning.

Kenneth og Oline er meget afklarede. De vil gerne i den retning. Oline skal se Venedig, siger hun. Det er en by hun drømmer om at besøge. Det overrasker mig, men jeg har været der mere end én gang og kan alligevel sagtens glæde mig til at gense byen med de tusinde broer, så jeg forstår godt, at hun gerne vil se den og jeg gider godt følge med på turen derned.

Bliver det den retning vi kører i, kommer vi gennem en del af Alperne. Jeg er vild med Østrig. Jeg elsker bjergene og jeg gider godt deres Venedig og Adriaterhav, hvis de gider mine bjerge et øjeblik. Mon ikke vi kan opnå konsensus? Jeg tror det.

Vi er vilde med Italien herhjemme. Vi kan lide maden, menneskerne og det milde klima. Vi kan lide naturen, tempoet og charmen. Vi kunne sagtens ende dernede og det ligner en tanke, når Kenneth og Oline på skift “kommer til” at nævne Adriaterhavet, Firenze og Toscanas smukke natur.

Når de rigtigt får fat i mig, drømmer jeg om at tage ophold i og udforske Umbrien…

Forleden dag havde vi gode tolkekolleger forbi på kontoret i frokostpausen. Karen, min dejlig kollega, har været i Umbrien og hendes begejstring var smittende og bestemt ikke andet end brænde til det bål, der allerede brænder i mig. Hun kunne fortælle om smukke, frodige landskaber, vidunderlig mad og dejlige oplevelser i både byerne og på landet.

Jeg tror næsten, at der er udstukket en retning, men man kan jo aldrig vide med os…