Fredagserkendelser

Oskar er ikke den eneste, der har nydt det helt fantastiske vejr, vi har haft i dag. På terrassen lå en lang teenager og svedte tran, mens hun sang med af karsken bælg på et eller andet udefinerbart stykke musik, hun havde i ørerne og ude i havens hjørner kunne I finde Kenneth og undertegnede.

Vi gik vist bare rundt og sonderede terræn. Vi har mistet pusten. Idéer er der nok af, men gider vi? Ikke rigtigt. Vi finder langsomt ud af, at drivkraften i mange af vores projekter var børnene. Bålplads, skovhus, køkkenhave og jordbær i snorlige rækker var noget vi havde stor og udelt fornøjelse af sammen med børnene. Vores lyst og vores behov er nogen andre, nu hvor det langsomt går op for os, at vi i virkeligheden kun skal tage udgangspunkt i os.

Det sted når de fleste forældre nok til. Erkendelsen af, at gyngestativ, sandbunker og plads til huler træder i baggrunden i nogle år. At der kan træffes mere selviske valg, end man har været vant til. Vi er ekstra udfordret, fordi vi kæmper med erkendelsen af, at det ikke er svigt eller egoisme at vælge noget, vi gerne vil og som ikke passer ind i en familie med et handicappet, ungt menneske. Det dynd synker vi nemlig stadig ned i. Det tager tilsyneladende mange år at vænne hjerner fra hensyn, som ikke længere er nødvendige.

Når vi ind imellem får små øjeblikke med klarsyn, kan vi sagtens se, at der er en erkendelsesproces i gang. Vi kan også grine godt af, at vi er så langsomme, men sådan er det altså. Ting tager den tid, ting tager. Vi har tid og vi har sørme masser af ting og et væksthus, som fortsat spøger og bestemt ikke hører til i kategorien “vi gider vist ikke”, men i stedet er det ventet med længsel. Det skal være meget velkommen.

På terrassen er aftensolen. Maden kan nydes udenfor. Livet kan leves udenfor. Vi er vilde med det.