Endelig ved vejs ende…

Jeg er endelig ved at være ved vejs ende med at genetablere mit digitale hjem. Den slags tager meget længere tid, end jeg nogensinde lærer at huske. Alting ligger sirligt klar, pakket ned lige til at pakke ud og i det hele taget lige til at gå til, men ting tager den tid, ting tager.

Tålmodighed har været min bedste ven og så en god bog og en slentretur udenfor i ny og næ, mens jeg ventede på endnu en af de mange tidskrævende installationer.

På en af turene udenfor blev det tydeligt, at vi rejser senere, end vi plejer. Lavendelhækken langs huset er sprunget ud. Den plejer lige akkurat at have knopper, når vi forlader gårdspladsen, mens vi vinker til mor og Oskar. Nu står den og dufter og minder mig om, at jeg om et øjeblik er på vej mod det Provence, jeg elsker.

Kenneth har voldklippet lavendlerne dette forår. Jeg omtrent græd, men han var ubøjelig. “De kommer fint igen“, var hans skråsikre påstand, da jeg så de sørgelige rester af lavendelhækken. Han havde delvist ret. Nogle steder er den pæn og tæt, men andre steder har han været nødt til at indrømme, at der måske er klippet lige kækt nok. Godt vi har flere små, hjemmeavlede planter at supplere med, når tiden er til det og imens kan vi jo altid glædes over, at stokroserne også er begyndt at blomstre. Suk, så smukt :-)