24

Jeg; en stenkastende parcellist

Jeg har altid undret mig over, når mennesket begynder at adfærdsregulere ud fra motiver, jeg ikke helt kan gennemskue. Nogen gange har jeg syntes, at de bare var ualmindelig småtskårne, sure og indebrændte, når de monterede sten, kæder og hjemmelavede skilte med tilhørende trusler om alverdens ulykker, hvis man vovede sig ind på deres matrikel for at vende kareten.

Nu er jeg selv blevet sådan én, som adfærdsregulerer… og smider med kampesten…

Efter snart femten år med opkørt gårdsplads med en belægning, som altid inkluderer mindst én knust sten og adskillige af slagsen, som er kørt til modsat verdenshjørne af deres oprindeligt så sirlige placering, er vi blevet trætte. Ikke sure og forhåbentlig ikke småtskårne og slet ikke indebrændte, men bare trætte.

Trætte af at skulle lægge piksten om og om og om igen. Ikke mere gad vi, så vi fik en hjælpende hånd for en tid siden og nu er der ikke én eneste bil, der er nået til vejs ende (bogstaveligt talt) og har brugt vores gårdsplads som vendeplads. Det har været sjovt at se, at de fleste alligevel magter at vende pænt og elegant på den vendeplads, der allerede er etableret grænsende op til vores gårdsplads.

Tænk engang, at  jeg skulle ende som gammel, gnaven og adfærdsregulerende parcellist. Ha!

Du vil sikkert også kunne lide