67

Hjem, kære hjem

Tænk engang, her sidder jeg. Hjemme. På min pind med en kop kaffe indenfor rækkevidde og lyden af både opvaske- og vaskemaskine i ørerne. Jeg elsker at lytte til den trygge hverdagslydkulisse.

Udsigten fra 7. er glimrende, når det altså ikke er ærtesuppe, man skal kigge gennem…

Jeg har det, som havde jeg fået tæv med en brugt tandem, men når det er sagt, så er det jo voldsomt dejligt at sidde i sit eget køkken og vide, at operationen er vel overstået og gået helt efter planen. Det er dejligt at vide, at vores sundhedssystem til stadighed er befolket med mennesker med store overskud og viljen til altid at gøre deres allerbedste. Jeg er blevet holdt af de blideste hænder hele vejen igennem det, jeg var så frygteligt bange for.  Bange helt uden grund, skulle det vise sig, men der er erfaringer, man skal gøre selv. Det her er én af dem.

Jeg boede lige på hjørnet, hvor alle udrykningerne ankommer. Den slags gør mig ingenting. Jeg sendte gode ønsker med alle ambulancerne, når de rundede Hobrovej.

Jeg sipper min kaffe, mens jeg sender varme tanker til alle de, som lige nu er med til at gøre det svære lidt lettere. De er i sandhed hverdagens helte og helt sikkert mine!

PS – jeg har ikke sovet i snart to døgn, er vrøvletræt og øm på bagsiden og lige akkurat dér, hvor man sidder – hvordan det så kan lade sig gøre, når man tænker på min polstring – og i det hele taget kunne det sikkert klæde mig både fysisk og mentalt at snuppe en lille lur på sofaen, så mon ikke lige, jeg skulle finde derind. Jeg tror det :-)