På vej…

Rom blev ikke bygget på én dag og i Pisa er tårnet skævt og gøglerne smukke…

I Aalborg sidder Liselotte. Hun er heller ikke hel på én dag eller for den sag skyld smuk, som gøglerne i Pisa.

Til gengæld er jeg faktisk godt i gang med at hele og det er godt, for halsen har gjort ondt. Den er i bedring og det er rigtigt dejligt. Nu står muskler i kø for at gøre opmærksomme på sig selv. Muskler jeg slet ikke vidste, at jeg havde. Hals- og nakkemuskler trækker sig ind imellem sammen i kramper. Jeg sidder og smiler af mig selv, for jeg er blevet klogere, skal jeg love for. Jeg havde en forestilling om, at man kunne gå på arbejde allerede et par dage efter operationen, men klogere skal vi jo allesammen helst blive. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men det er ikke første gang, at jeg tror, at jeg er et eller anden slags overmenneske, som kan klare alting på den halve tid.

Jeg sagde jo, at jeg bliver klogere.

Jeg øver mig i at lave ingenting. Jeg tog en dag i sofaen i går. Stille liv. Eftermiddagen indeholdt en lang snak med Ella, som har snue og derfor ikke er et godt bud på hygge lige nu, men vi gør det godt via telefonlinjerne også, så der blev snakket igennem. Dagen indeholdt også et dejligt visit, som var til opmuntring og glæde. Det var dejligt, at der var mennesker, som havde tiden til at kigge forbi. Jeg har ikke været noget kønt syn, men de var heldigvis ikke kommet for andet end en hyggelig snak og den kunne jeg sagtens deltage i, selvom jeg fortsat er kilde til misundelse blandt jordens samlede pelikanbestand. Gud fri mig, som jeg ser ud lige nu og jeg håber eddermugme, at det der hævelse snart beslutter sig for at drage sydpå.

I dag skal ligne i går. Jeg kan mærke, at min fysik trænger til hensyn og ingenting. Jeg har gode bøger, dejlig te og en mor, der hele tiden står klar til at hjælpe, så jeg mangler absolut ingenting. Faktisk er jeg ret forkælet.