45

Viggo No. 1 og Viggo No. 2

Man må indrette sig, som man bedst kan. Lige nu har jeg muskler, som skriger af irritation. De får – sammen med halsen – et ordentlig skud smertestillende, så de slapper af. Til gengæld for det, får jeg er ubetvingelig trang til at gabe. Hele tiden. Jeg tåler den medicin så ringe og jeg bliver så vrøvletræt, at jeg ikke er til pænt brug. Det bilder jeg mig ellers ind, at jeg er ind imellem. Bare ikke lige nu. Nu indretter jeg mig.

På spisebordet kan strikketøjet lægges. Så tynger det ikke nogen steder, men jeg kan til gengæld strikke en pind eller to. Jeg bliver hurtigt træt af det, for det går jo så langsomt, at jeg næsten falder i søvn af kedsomhed, men jeg strikker. Noget jeg slet ikke troede, at jeg ville kunne i disse dage.

Jeg strikker Sannes Viggo. Den er skøn. Jeg er vild med den indbyggede reference til min barndoms tunikaer. Der er meget halvfjerdser over den, synes jeg, men jeg kan lide det sådan.

Den første Viggo er færdig. Den er blevet rigtig fin. Nummer to har jeg lige taget hul på. For variationens skyld måtte jeg skifte farverne ud. Begge bliver skønne og faktisk er det sådan, at de to brødre, jeg strikker til, snart får en lillebror. Om jeg strikker en Viggo til ham også? Helt ærligt, det bliver altså ikke lige med det samme ;-)

Du vil sikkert også kunne lide