Op på hesten igen

I morgen starter jeg med at arbejde igen. Nakkemusklerne er ved at falde på plads og nu skal der mere end at tygge en kartoffel til, at kramper indtager min nakke. Jeg er fuld af fortrøstning. Og overmod. Og lyst til en hverdag.

Jeg har lovet Lone, at jeg henter hende i morgen tidlig. Vi skal til Århus. Jeg tager Alphalfa over til hende. Fra hendes gadedør taler sandsynligheden for, at det er hende, der må overtage rattet resten af vejen, men det vil være i orden med mig. Alene at dreje nøglen og høre motoren spinde vil gøre mig glad helt ned i storetåen og nej, jeg er ikke sådan én, som ikke låner min bil ud. Jeg er helt tryg ved at lade den køre af andre.

Arbejdet fylder en del i mine tanker i disse dage. Der ligger mange udfordringer og venter i den nærmeste fremtid. Vi er ramt af omstændigheder, som gør hverdagen til en udfordring, men jeg er heldigvis begavet med nogle af de bedste kolleger, jeg kan forestille mig. Sammen har vi en styrke, et engagement og en vilje, som kan få de mest forunderlige ting til at ske. Vi mangler kun lige, at heldet melder ind til alliance, så tror jeg på hvad som helst.

I morgen eftermiddag er jeg meget klogere, end jeg er lige nu. Det kunne klæde mig.