37

Time-out

Alene på pinden gør altså slidt. Mere slidt end hvad godt er. Jeg kan godt mærke det. Det er der også andre, der kan.

Jeg bliver så ked af det, når jeg kan konstatere, at jeg kommer indenfor døren herhjemme og har glædet mig rigtig meget til lige præcis det, for derefter at vrisse, tude, skælde ud og blive helt igennem urimelig, fordi jeg er brugt  l a n g t ned forbi den røde  advarselslampe. At jeg kommer hjem kun for at konstatere, at der ikke er mere tilbage at give ud.

Tomt og hult runger det, når jeg forgæves dykker ned i mørket for at finde den sidste rest af godt humør, de sidste kræfter, som skal gøre gavn, når Oline skal vælge de faglige niveauer for næste år på IB og de sidste ressourcer til at begejstres akkurat lige så meget som Kenneth, når han fremviser de nyeste fibre, som måske skal ende på hylderne inde i verdensfirmaet.

I øjeblikket, hvor han stryger luksuskvaliteter af sommerfibre hen ad min arm og jeg kun kan vrisse irriteret og trække armen til mig, går det op for mig, at det her slet ikke dur. Det er simpelthen ikke godt nok.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gribe i. Jeg vil så gerne det hele. Jeg sørger for og ordner, mens jeg glemmer at mærke min egen puls, som nærmer sig faretruende højder.

I morgen er det onsdag. Jeg har lige aflyst alt af hensyn til mig. Det må bære eller briste, men jeg synes ikke, at jeg har noget valg. Jeg skal lige trække vejret.

Fandens også!

Du vil sikkert også kunne lide