21

Når man skal og ikke kan

Jeg er sådan en, som tjekkes løbende med en bred vifte af forskellige, vitale værdier i form af en stak blodprøver, et blodtryk og sådan et all-round “hvordan har du det i grunden, Liselotte?“.

Minimum hver tredje måned er jeg til eksamen. Nogen vil sige, at jeg skal være glad for, at vi har et sundhedssystem, som har ressourcer til at tilbyde så nøje et regnskab med mig og min fysik og de har ret. Tænk engang, at nogen passer så godt på mig. Det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg vænner mig bare aldrig til det. Jeg vil helst slet ikke. Jeg er i stand til at “glemme” mine rutinetjek og ignorere den lille stemme omme i baghovedet, som fortæller mig, hvad jeg har glemt. Jeg lader bare som ingenting. Så latterlig er jeg!

Sidste gang, hvor jeg igen havde “glemt” at booke tid i en periode (og nej, jeg siger simpelthen ikke hvor lang den var) vred sygeplejersken, som jeg ellers er helt vild med, for hun er det dejligste menneske med en formidabel gave til at motivere og rose, armen om på ryggen af mig og jeg indvilligede i, at der nu dukker sådan et “Pling! Tjek øjeblikkelig, at Liselotte har en aftale til kontrol og hvis ikke, lav en med det samme“-skilt op, hver gang jeg ringer til lægen i en eller anden anledning. Latterligt, siger jeg bare, at det skal være nødvendigt, men det er det, så nu er der faktisk aftaler til engang efter sommerferien.

Jeg er tilfreds med at vide, at sådan er det. Jeg har også eksamensfeber i en uge efter hvert tjek. Lige ind til jeg får svar.

I dag lå det i indbakken, da jeg kom hjem. “Kære Liselotte, dine blodprøver er helt perfekte!”.

Endnu en eksamen bestået. Jeg er et meget heldigt menneske.

Du vil sikkert også kunne lide