18

Så er den her…

Jeg havde jo helt glemt det, men en tur ned i bunden af haven mindede mig om duften af nyudsprunget Mirabelle.

Allerede inden jeg var drejet om hjørnet, kunne jeg dufte den. Duften, som minder mig om barndommens første varme dage. De dage, hvor vi begyndte at plage om shorts og bare arme. De dage, hvor mor sagde nej med begrundelsen, at der var for koldt og det kun var i solen, at der var rigtig varmt.

De dage, hvor vi sneg os til at smide det meste. Ude af øje, ude af sind og hvad man ikke ser, har man ikke ondt af. Nede ved fjorden var der dejligt varmt og krabber at fange, hvis man gad. Måske der var mirabeller i nærheden, for duften sender sådan en varm forårsdag ind i mit sind og jeg husker, når vi efterfølgende lagde os på ryggen på toppen af den gamle flyver på skrammellegepladsen.

Metallet kunne være så varmt, at man lige skulle tælle til halvtreds, før man for alvor kunne nyde at blive varmet igennem både oppe og nedefra, men så kunne man også ligge der i timevis og kigge op i himlen, mens man småsnakkede eller blundede højt hævet over resten af verden.

Mirabellen er smuk. Frugten er knap så spændende, men med potentiale for forvandling i selskab med eksotiske krydderier.

Alene synet på en tidlig forårsdag, som i dag, er nok til at berettige alle Mirabeller i hele verden, synes jeg.

Du vil sikkert også kunne lide