40

En syren kan hjælpe med at huske på alt det vigtige

Sensommeren i 2006 var dejlig. Annemette og Heidi var hjemme på besøg en weekend, hvor vi alle nød at opholde os udenfor i haven. Vejret var vidunderligt. Solen skinnede og Alexander nød vist allermest, at han og moster kunne hygge, som ingen andre kunne. De var tætte, de to.

På et tidspunkt skulle vi grave syrener ned. Det skete under stor ståhej og vi grinte en del undervejs, mens vi snakkede om, at netop disse syrener ville blive ekstra smukke, fordi de var Alexanders.

Alexander nåede aldrig at se dem. Han døde to måneder senere. Uventet, unødvendigt og helt uforståeligt. Siden har syrenen holdt pause. Den er ikke vokset meget og har ikke haft lyst til at blomstre rigt, som den sort ellers gerne gør, men i år tager den revanche. I år blomstrer den, så der er buketter at tage indenfor.

Den første buket er tilfaldet Kenneth. Den står inde på hans arbejdsplads, hvor den spreder vellugt og minder Kenneth om, at han er og altid har været en helt igennem fantastisk far. Det håber jeg i hvert fald, at den gør. Det var idéen og jeg huskede at fortælle Kenneth det, da jeg placerede vasen med de mange, smukke og tunge blomsterklaser.

Der dufter dejligt inde hos Kenneth og duften minder os om, at vi er heldige forældre. To skønne børn har vi fået til låns. Den ene lidt længere end den anden, men begge to med evnen til at gøre os til bedre mennesker. Det er stort. Det skal Alexanders syren også nok blive. Jeg tror på det nu.

Du vil sikkert også kunne lide