En glædesakkumulator eller hvordan jeg fandt en del af mig, jeg næsten havde glemt

Jeg har haft en grum hovedpine i dag. Den lå på lur i morges og sprang frem og kastede sig frådende over mig, mens jeg sad midt i en tolkning. Sådan en hovedpine, som kommer af gårsdagens anstrengelse for at følge med. En hovedpine hvis vej, jeg kan følge hele vejen ned ad nakkens muskler og ud i skuldernes ditto, hvor den sidder veltilpas og mæsker sig i fibre, som er hårde og usamarbejdsvillige.

Den slags skal nogen gange slås på plads af frisk luft og livsglæde, så det tog jeg livtag med, mens jeg spadserede ud i barndommens land.

Først hen under jernbanebroen, mens jeg huskede, at jeg havde røget min første cigaret på en skråning ikke langt der fra. Sikke noget. Elleve år gammel og drønforelsket i Peter, som havde det flotteste, røde hår og desuden havde forsikret mig om sin uforbeholdne kærlighed med en yndig sølvring med den fineste, røde sten. Jeg gemte den ring for min mor. Jeg husker ikke hvorfor, men formentlig fordi jeg ikke ville kunne forklare.

Der er så dejligt nede omkring skudehavnen. Det er mit barndomskvarter og der er så mange minder, som dukker frem, når jeg går ad de stier, jeg gik for så mange år siden. Jeg flyttede fra kvarteret, da jeg var tolv. Siden har det ikke været min del af byen, men jeg føler mig stadig hjemme derude. Det var engang mit sted. Det husker hjertet.

Her ligger byens cirkusplæne. Måske er det ikke officielt, men det er altså her, de tilrejsende cirkus får plads. Lige nu er der tomt, men dejligt og med plads til mere end én fodbold.

Overfor ligger en beskeden plæne omkranset af buskads. Her har jeg frosset tæer mere end en enkelt morgen. Det er vi mange, der har. Ryesgade Skole brugte plænen til udendørs gymnastik og jeg er fra en tid, hvor det blev betragtet som sundt at fryse lidt og arbejde sig til varmen. “Det, man ikke dør af, bliver man stærkere af“, var valgsproget og dermed så man stort på, at vi ikke havde hverken tøj eller sko, som var egnet til udendørs brug på tidlige efterårsmorgener. Hold nu op, som sådan et par gymnastiksko i strik og med en tynd, slidt gummibelægning, kunne blive våde. Og tunge. Men jeg var pokkertagemig hurtigløber, så hvad jeg manglede i koordination og varmt tøj, hentede jeg på fart. Rundbold duede.

Ryesgade Skole var gammeldags, fuld af kadaverdisciplin og med noget, der kunne ligne dødsstraf, for enhver ansats til selvstændig tankevirksomhed. Ingen gode idéer, tak! Måske det var tiden…

Midt i sjette flyttede min familie til den anden ende af byen. Jeg endte i en skole, som var proppet med nyuddannede, unge lærere med lilla bleer, kassebukser og idealer om en fri skole med plads til alle og alt, men indtil da var det svært at være indeni mig. Frygteligt svært, kan jeg huske.

Dengang jeg var barn og travede op og ned af denne her gade mange gange på en uge, var det ikke almindeligt at have bil. Her var tomt. På gaden var rigelig plads til at cykle, spille bold eller lege et-tag-fat. Kun få havde biler, der skulle være plads til på gaden.

Min far havde bil. Altid. Han var sådan nærmest groet sammen med sin bil. I hvert fald betød den meget for ham. Nogen gange kunne Annemette og jeg godt enes om, at den vist betød mere, end vi – hans familie – gjorde. Der var mange regler for omgang med den bil. Indviklede regler. Regler vi aldrig fik helt styr på. Nogen gange mente vi os faktisk også sikre på, at reglerne uden varsel skiftede, men det nægtede far kunne være tilfældet.

Annemette og jeg enedes stiltiende om, at det letteste i virkeligheden var, bare at undgå bilen, så det gjorde vi. Det var ikke os, der spillede bold i gården, alt for tæt på fars bil. Det var heller ikke os, der turde cykle forbi den. Vi cyklede i en stor bue udenom carporten i gården, hvor den stod parkeret. Altid. Alligevel kunne det hænde, at far mente, at vi nu godt kunne have gjort os lidt mere umage med at forklare de andre af gårdens unger, at det var forbundet med stor vrede at komme for tæt på den bil. Det var ikke nemt. Han holdt jo så meget af den. Eller dem, for de biler skiftede næsten oftere, end vi fik skiftet undertøj og mor var ellers omhyggelig med den slags. “Ingen skulle nogensinde kunne sige, at hendes piger…” og så fortsatte den der fra og ind i evigheden, mens vi krøb ind under sofabordet, lagde os på maven på det bløde ryatæppe og spillede Mastermind®.

Vi boede i Helgolandsgade; nede i nummer 33 og oppe på anden sal. To lejligheder var slået sammen til én. Vi havde den fine indgang fra gaden med skinnende terrazzo og renvaskede gerægter og så var der bagtrappen. Det var den sidste, vi benyttede.

Man skulle gennem porten og ind i gården, for at komme op ad bagtrappen. Vi boede på anden sal. Lige der i midten. Til ventre er “tårnet” med bagtrappen. Lige til højre for trappen er det lille vindue, som var vores badeværelse. Her sad jeg med benene svingende på den solvarme mur udenfor, da min far en dag kom hjem fra arbejde. Det var efter han måtte lukke sin tømrer- og snedkerforretning.

Det kan nok være, at han og jeg ikke var helt enige i fornuften i at sidde på anden sal med benene ud af vinduet. Det udløste en endefuld, jeg husker endnu. Den gjorde ikke ondt, men det gjorde ydmygelsen og fars vrede.

I dag er der grønt, åbent og smukt inde bag boligkarreerne. Det er dejligt at se. Her er virkelig rart at være.

Da jeg var barn, lå der lige her en stor, toetages baggårdsbygning, som rummede garager underneden og min fars tømrer- og snedkerforretning oppe på første. Jeg kan stadig huske den vidunderlige duft af træ, som mødte en, når man åbnede døren ind til trappen. Sådan lugtede min far også. Af træspåner og lim og lykken var, når man en sjælden gang fik lov til at komme med på værkstedet. Det var frygteligt dejligt.

Inde bagerst i baggården, bag det vi kaldte baghuset og fars værksted, lå en stak cykelskure, som forlængst er væltet. Dem kunne man kravle op på. Når man stod på taget, kunne man afhaspe Sørens vindue og kravle ind i stuelejligheden. Den var indrettet til fire værelser med fælles køkken og bad.

Det var i halvfjerdserne, så der var temmelig meget frisind, fjolletobak og fløjl i omløb, så ingen blev det mindste sure over, at vi betragtede lejligheden som vores andet hjem. Der var to ting, som var forbudte. Vi måtte ikke røre Sørens stensamling og vi måtte ikke spise deres mad. Alt andet var vel på det nærmeste udlagt til fælleseje og der var rigelige mængder af storsind og rummelighed overfor gårdens unger. Vi hyggede os stort.

Da mor begyndte at arbejde og vi blev nøglebørn og ind imellem fik dummet os gevaldigt, som man gør, når man er barn, nysgerrig og overmodig, var vores store held, at farmor og farfar boede i gåafstand. Vi kunne løbe hen i Dannebrogsgade på et øjeblik og det er ikke kun én gang, vi har haft brug for det. Vi var temmelig heldige.

Det var en herlig spadseretur jeg fik forærende i dag, da jeg var færdig med at tolke på havnen. Hovedpinen forsvandt ikke, men jeg fik glædesbobler i maven af alle de glade, sjove og dejlige minder, jeg fik aktiveret. Sådan burde man sparke weekenden i gang hver uge :-)