Nu har jeg lige fået både en skærmbrille og en på alle andre tidspunkter med glidende overgang og hvad har vi brille, men det bliver man ikke nødvendigvis seende af. Man bliver allerhøjest bedre til at færdes i verden uden uheld, hvilket i sig selv kan være en stor fordel. Man kan tråde en nål, finde småting på gulvet og læse det med småt. Man kan ikke nødvendigvis læse det mellem linjerne. Det kunne ellers have været befriende.
Man kan ikke finde ekstra tid, få andre til at skifte sengetøj eller opleve, at rod spontant forsvinder. Man kan til gengæld beslutte sig for, at smide brillerne og se stort på, at tiden er knap og enderne ikke tæt på at mødes. Så kan man ikke se rod, nullermænd eller bunker.
Det gjorde jeg i dag og det fik jeg den dejligste eftermiddag ud af. En dejlig kollega kom på besøg og med sig havde hun to, små dejligheder. Åh, som jeg er vild med de unger. De er det sødeste. Uhm…
Jeg fik alt for få arvinger. Må man så godt presse enearvingen helt vildt til at etablere storfamilie om nogle år? Ja, ikke? Sådan er reglerne da!
33 kommentarer
Sidsel
2. november 2011 at 11:14De briller er fikse og ikke mindst nødvendige…. Jeg må afsted også. Blind woman driving, det duer jo ikke ;-)
Mon ikke Oline forhåbentlig får et nuttede øgler med brune sveskeøjne:-) Bejlere har hun jo….
Jeg forventer også et par børnebørn en dag. Det ville glæde mig så meget.
Liselotte
2. november 2011 at 19:27Vi vil være forkælere så, Sidsel… meget :-)
Dell
2. november 2011 at 11:08Ja, vi ved ikke hvad der venter os af børnebørn. Jeg er heldig og har en dejlig flok.
Faldt over dette: “Hvis jeg havde vidst, at børnebørn var så sjove, ville jeg have fået dem først”.
God onsdag fra een med mange par briller :-) men jeg beslutter sommetider at jeg ikke kan se støv og rod.
Liselotte
2. november 2011 at 19:26Vi ved ikke, hvad der venter os. Det er jeg tilfreds med. Hjertet kunne have svært ved at følge med, hvis vi vidste… :-)
Brillerne af og så kan man bare nyde ;-)
Heidi
2. november 2011 at 10:40Jeg drømmer også om arvinger engang ude i fremtiden – men ligenu må det godt vente :-)
Du bliver helt sikkert en dejlig ynglingsbedste…. engang engang
Liselotte
2. november 2011 at 19:26Jeg vil også gerne vente en årrække endnu, Heidi :-)
Anette
2. november 2011 at 08:55Jeg har også et enebarn -38 år.
Hun har skabt en lille storfamilie -nu som enlig mor.
De to ældste er er 16 og 15 år og for 5 mdr. siden fik hun tvillinger- en dreng og pige.
Mega hårdt men så skønt.;-))
Liselotte
2. november 2011 at 10:02Sikke skønt og i virkeligheden er det ikke os alle, der skal have børn. Nogen kan ikke. Nogen ønsker ikke. Gid det må blive fordelt med rimelighed :-)
Mette
2. november 2011 at 08:52Åh ja, hvor jeg kender det. Jeg er selv en del af en meget lille familie med en søster, ikke får børn. På min mands side er der heller ingen fætre og kusiner – endnu. Vi er derfor glad for, at vi selv har fået en stor flok på 4 børn i alderen 12-4 år, så der er stadig langt til børnebørn, men jeg håber på nogle af slagsen – i fremtiden. Min bedste veninde er også enebarn og hun venter nu – nr. 5! Så der kan sagtens blive en storfamilie ud af et enebarn og der er helt sikkert også nogle børnebørn til dig…..:-)
I øvrigt – et fint billede, hvor jeg må give Kim ret. Du har nogle levende og fine øjne på dette billede.
Liselotte
2. november 2011 at 10:01Min søster har ingen børn fået og jeg fik to og mistede desværre det ene, så vi er også småt producerende, men på Kenneths side er vi anderledes begavet med en dejlig, stor flok unger, som jeg elsker fra ende til anden :-)
– og tak :-)
GitteSP
2. november 2011 at 06:28… som altid – nyder jeg at læse dine indlæg. Tak fordi du gider. Ha’ en skøn onsdag!
Liselotte
2. november 2011 at 10:00Tak Gitte :-)
Marie
1. november 2011 at 23:00Mine to drenge, der er tilbage, har sørget for, at vi har en dejlig flok børnebørn. Engang i maj måned kommer nummer 8. Det glæder vi os alle til. Jeg er sikker på at Oline på et tidspunkt opfylder dit brændende ønske…….om småfolk!
Liselotte
1. november 2011 at 23:16Hvis ikke hun gør, må jeg ud at låne. Det kan man heldigvis også :-)
Lene
1. november 2011 at 22:19Selvfølgelig må du det :-) Jeg satser på at når nu de (børnene) har brokket sig over, at de kun er to, så sørger de for, at jeg får en kæmpe børnebørneflok :-)
Og jeg kan kun give Kim ret :-)
Liselotte
1. november 2011 at 23:16Vi satser på næste generation, Lene – når vi nu har holdt os i skindet… og tak :-)
Marianne
1. november 2011 at 22:19Jo større brillebehovet er jo mindre ser man til støvet.
Sånn er det med den saken! :)
Liselotte
1. november 2011 at 23:15Netop… og hvor er det dejligt, Marianne :-)
Marianne Kruse
1. november 2011 at 21:39Hej Liselotte. Jeg har læst med på din blog i nogen tid, og jeg synes du skriver pragtfuldt. Men nej, man må ikke presse de unge mennesker. Tænk hvis det en dag viser sig at hun ikke kan få børn. Det oplevede jeg med den ene af mine døtre, og det er en grænseløs sorg.
kh/Kruspersille
Liselotte
1. november 2011 at 23:15Man kan få børn på mange måder, men hvis man ønsker biologiske af slagsen, er det en stor sorg, Marianne.
Herhjemme ved vi, at ingenting er sikkert, men derfor vil jeg nu alligevel gerne drømme om en stor flok små :-)
Marianne Kruse
2. november 2011 at 09:13Åh, adoption er også forsøgt. Efter at min svigersøn fik en lille kræftknude i sit knæ, blev deres adoptionsbevilling inddraget. Kan søge igen om 6 år, hvis sygdommen holder sig væk, men til den tid er han faldet for aldersgrænsen. Så nej, det er ikke alles ret at få børn. Heldigvis har min anden datter fået en dejlig dreng, som hele familien forguder. :o)
Og selvfølgelig skal du drømme om en stor flok. :o)
Liselotte
2. november 2011 at 09:59Nej, det er ikke alle forundt at få egne børn, Marianne og det er en stor sorg for nogen. Andre finder vej til at leve uden, men jeg er selv sådan et menneske, som altid har ønsket børn, så jeg tror, at jeg fornemmer, hvor stor en smerte det må være.
kim
1. november 2011 at 21:27Det var dog nogle smukke øjne!
Liselotte
1. november 2011 at 23:14Det var dog en dejlig kompliment. Tak Kim :-)
Gaia´s mor
1. november 2011 at 21:00Som enebarn behøvede jeg ikke bliver presset – jeg ønskede mig selv en stor familie. Sådan er det blevet, men mine forældre havde ikke det valg – og I har jo heller ikke valgt, at netop jeres familie blev som den er i dag – livet er ikke altid let, som du så dejligt skriver…..Vi kan alle have så mange ønsker og tanker….og så formes tingene måske bare i en anden retning end vi havde drømt om.
Ønsker dig MANGE efterkommere! Her ventes det første barnebarn til februar – jubi, vi bliver “unge” bedsteforældre (årgang 1964)
Kh Joan
Liselotte
1. november 2011 at 23:13Jeg ved om nogen, at verden ikke altid bliver, som man drømmer om. Jeg vil blive glad, hvis der engang venter et eller flere børnebørn til mig, men det ligger nu alligevel langt ude i fremtiden, så jeg nyder, når jeg har besøg af små, smukke piger som i dag :-)
Anne
1. november 2011 at 20:01jo jo sådan er reglerne :)
også hos mig!
arvingerne ved det bare ikke…..endnu :)
Liselotte
1. november 2011 at 23:12Vi fortæller dem det senere, ikke? ;-)
Sidse
1. november 2011 at 19:57Det vil jeg gøre,… presse enearvingen til at oparbejde en kæmpe familie. Oij, hvor ville jeg gerne. Og brillerne… tjae.. de er jo bare blevet en nødvendighed, og dine er faktisk ret så fikse.
Liselotte
1. november 2011 at 23:12Brillerne er en nødvendighed… og disse er altså bare et par til skærmen, så fikse… ;-)
Sidse
1. november 2011 at 23:32Ok, så er det bare dig, der ser fiks ud.
Sidse
1. november 2011 at 23:32Ret meget endda… (c:
Liselotte
1. november 2011 at 23:34Ha ha ha… hvor er du sød :-)