Onsdagshygge eller hvordan karamelcreme og jeg aldrig bliver venner

Mens jeg tømte opvaskemaskinen og sms’ede Ella omkring en eftermiddagshyggeaftale, kørte min husassistent en bolledej. Jeg er vild med at have assistent. Hun er ved at være gammel, men hun er trofast og solid, stærk som en okse og uden forbehold den bedste, jeg har haft.

Da hun var ved at være færdig, var svaret fra Ella også indløbet. Hun kunne heldigvis lege, så det var bare at finde lidt godter frem og arrangere en lakridste, som hun er så vild med. Så var jeg klar.

Ikke lang tid efter kom Kenneth hjem med bilen fuld af sultne mennesker, så bollerne fik hurtigt ben at gå på. Ella var selvfølgelig med, men også et par teenagere havde fundet plads på bagsædet. Jeg fandt ost, frisk frugt, sødt og ikke mindst alt det søde til at smøre og fik det sat på bordet. Efter en lang dag i skolen er man sulten. Jeg kan godt huske det.

Vi andre kunne nu også godt lange til fadet. Det skal ikke hedde sig, at vi er uden appetit da!

Jeg prøvede lidt Dolce Latte. Det får Oline lov til at have i fred. Mere siger jeg ikke, men jeg er i virkeligheden meget sær omkring hvor meget og hvordan ting må være søde og det her var altså en oplevelse, der lå langt over min grænse for sødt. Det var så jeg kunne mærke fimrehårene i ørerne stå og blafre, fordi de tydeligt reagerede på den hvinen alt det søde afstedkom. Cirka. Oline elsker det til gengæld. Og vær velkommen da.

Om lidt er det aften. Igen. Tiden løber. Vi er i februar. Jeg synes lige, at jeg trådte ind i januar. Det er vel ikke helt skidt, for om et øjeblik må det så være forår :-)