Glimt fra die Autobahn und Koelnmesse

Fredag nåede jeg kun lige indenfor døren og pakke en taske, hvilket tog forbavsende kort tid, hvorefter vi sad i bilen med kursen lagt mod Køln. Vi nåede lige at ringe til Oline og aftale de sidste detaljer, ønske hende en god weekend og forsikre os om, at hun og kæresten var okay med at få huset alene (som om det nogensinde opleves som et åg at bære den slags),  inden vi fik drejet nøglen og fundet Indkildevej.

Turen ned gennem Danmark er jeg mindre begejstret for. Jeg har taget den så mange gange, at det eksotiske ved at være på vej sydover på ingen måde opvejer, at jeg synes, at den er kedelig. Det er tre timer, hvor jeg bare venter på, at jeg kører over grænsen. Det er tre timer, som forsigtigt kan opvejes af, at jeg får lov til at køre stærkt, når jeg endelig lister forbi die Grenze, men denne gang havde chefen sat sit tungt på speederen, så jeg var passager.

Heldigvis var selskabet jo godt, kaffen varm og strikketøjet lige til at gå om bord i, så snart passerede vi den sidste rest Danmark og strøg ind i Tyskland. Et øjeblik efter var vi på vej gennem Elbtunnel og snart efter drejede vi fra mod Bremen. Det gik fornuftigt. Der var meget vejarbejde, som sædvanlig, men også kun minimal trafik, så vi rykkede godt.

Forholdsvis tidligt på aftenen og små tohundrede kilometer fra Køln snuppede vi et motelværelse. Det var kæmpestort, komfortabelt og billigt. Ind imellem har man lov til at være heldig.

Vi sov fortrinligt og næste dag var der morgenmadsbuffet, inden vi snuppede de sidste kilometer til messen.

Jeg er novice hvad angår Køln og messer. Det er Kenneth ikke. Faktisk er han nærmest veteran med fortjent tapperhedsmedalje. Det er ikke så få tømmermænd, han har slæbt hjem dernede fra. Han nægter, men fortrængning er af mænds fornemste dyder og jeg husker ganske udmærket, når flokken kom retur fra modemessen en gang om året. De var ikke til pænt brug, men sjovt havde det været og lidt klude havde de som oftest også fået bestilt.

I år gjaldt det jo den internationale fagmesse for håndarbejde. Noget lidt andet, kan man vist roligt sige, men så alligevel ikke, for det handler om at være kvalitetsbevidst og have viden om fibre. Det må siges at være Kenneths boldgade, så selvfølgelig skulle han ned og kigge. Måske der var noget nyt eller anderledes eller…

Åse gelejdede os smukt ind gennem byen og direkte til parkering. Sådan og så nemt og så endda med udsigt til Køln Domkirke. Lige derinde omkring lå også hotellet, men først var det helt andre ting det gjaldt. Kilometervis af ting. Fibre, farver og forhåbentlig forelskelser.

Jeg syntes, at det var pænt stort. Kenneth syntes, at det var en miniaturemesse. Han er vant til messer, som fylder flere haller. Messer, som kan tage adskillige dage at komme gennem. Han havde allerede set i ånden, at vi skulle bruge hele lørdagen og lidt af søndagen. Sådan gik det ikke. Det tog kun nogle timer, så var vi gennem det hele.

Der var kameraer allevegne, hvor det var tilladt. Også mit. Okkedog…

– og ualmindelig barmfagre modeller…

– og strikmodeller af mere eller mindre vellykket karakter…

– og kendisser…

– og knapper med potentiale, hvis man nu gider den slags…

– og farver i massevis… nogen steder…

– og forsøg på at gøre chefen uhjælpeligt forelsket…

– og så lige et ekstra forsøg, fordi jeg rigtig gerne gad…

Kenneth samlede kort, navne, adresser, ideer og forkastede det meste, fordi det ganske enkelt ikke var det, han gerne vil tilbyde. Han fandt et par interessante ting, som blev gemt til videre udforskning, men noget stort udbytte var der ikke tale om. Det gjorde ingenting, for vi hyggede os stort alligevel og kan man ikke andet, kan man altid nyde lidt koldt at drikke og en pause med fødderne i fri dressur, inden man igen kaster sig over de lange gange.

Og så pludselig var vi ved vejs ende. Kun et par timer spenderet og eftermiddagen fri til sjov og hygge.

Vejret var i dén grad med os. Vi havde slet ikke set, at sommeren skulle ankomme til Køln i weekenden, men vi fik det at mærke. Treogtyve grader. Is, kaffe og koldt på café lød slet ikke som nogen skidt idé, så vi besluttede snart, at vi havde hentet de ideer, der var at hente. Bilen blev fundet og så satte vi kursen mod altstadt, hvor Kenneth havde booket hotel. Det var med at udnytte den sparsomme tid, var vi enige om.