Ukuelig optimisme

Det er ikke forårsvejr vi har i Nordjylland i disse dage. Det er gråt og vådt, men ikke desto mindre er der grøde derude. Håb forude. Potentiale. Muligt forår. Løfter om noget, der er større end os selv. Og abrikoser.

Jeg husker pludselig, at et sammenfald af forskellige ting har gjort, at vi endnu ikke har været i haven denne sæson. Terrassen ligner en ulykke og den bil, der havde træk og derfor kunne fragte til lossepladsen er solgt og lever nu sit nye, eksotiske liv i hovedstaden. Godt er det. Den vil gøre god gavn i en travl, lille børnefamilie, som ikke kører som en nybagt kørekortindehaver af hankøn og ikke ældre end han stadig er våd bag ørerne, som visse medlemmer af denne familie ellers gør.

Det bliver en udfordring og måske en lånebil med træk, der skal redde foråret og sommeren herhjemme.

Vi er bagefter. Dømt ude for nøl. Måske vi ender med at indhente, men ellers er det bare sådan. Vi har travlt. Hver eneste dag. Tingene bliver løst i det tempo, der er gennemførligt. Det er ikke, som det plejer. Det er, som det er. Vi gør det, så godt vi kan. Ingenting løber sin vej, men alting venter, til vi finder tiden. Så går det nok, tænker jeg, mens jeg kigger sukkende på den gårdsplads, som trænger til en kærlig hånd og et par krukker med forår.

Måske vi når det snart. Måske. Ellers klarer vi os uden til lavendlerne blomstrer og stokroserne gemmer det meste.

Solen skinner alligevel ikke. Lige nu er der dage med gråvejr og regn. Regn er godt for potentielle abrikoser og travle sjæle, så vi siger velkommen.

Må din tirsdag blive tilpas våd :-)