Flere eftermiddage af den slags, tak :-)

Normalt er jeg ikke specielt vild med røde tulipaner, men disse er af egen avl og det er ikke med vilje, at de er røde og ikke sart et-eller-andet. De har overlevet. Som en undtagelse. Alt andet æder mosegrisene tilsyneladende. Vi er ikke gode venner.

Tulipanerne er hentet indenfor, fordi jeg kan lide, at de nydes, mens de er her og fordi mine vaser er tomme.

I dag fik de selskab af Kenneth og jeg. Vi mødtes på bænken i køkkenet, hvor vi spiste frokost og fik indledt weekenden med en sludder om løst og fast, mens vi ventede på, at strømmen igen ville flyde i rigelige mængder.

Brien med den hjemmelavede appelsinmarmelade med fyld af mandler, moden frugt og rund, rigelig smag af rom, gjorde en positiv forskel i vores hjerter, er jeg sikker på. Man bliver blid og mild som sommerregn, når man lader smagsløgene forkæle på den måde.

Så gør det ingenting, at der er koldt, skiftende fugtigt og blæsende udenfor. Vi har hinanden, appelsinmarmelade og de herligste små, intensive visitter på bordet af familiens restespiser nummer et…

Hun støvsugede bordet for de sidste rester, da hun kom hjem med kæresten. Han gik i bad?

Nogen gange vælger jeg bare at være og iagttage. Det er så sjovt. Ingenting giver mening, men det gør måske i virkeligheden ikke så meget, når fredagsfri er en realitet, kærligheden rigelig og min udsigt til at sende et par unge mennesker af sted til årets prom iklædt det helt store skrud lige om et øjeblik er temmelig sikker. Aftenen er Kenneths og min. Sammen. Ah…