Onsdagssysler eller hvordan sådan en onsdag hurtigt får ben at gå på

Dagen starter med manillamærker, sejlgarn og en tusch. Jeg stikker mig mere end én gang på de små sikkerhedsnåle, som også er en del af forberedelserne til weekendens lagersalg, mens jeg arbejder mig gennem en beskeden stak færdig strik, som helst skal give et lille indtryk af de forskellige kvaliteter, Kenneth har i butikken.

Da jeg er ved vejs ende, vender jeg snuden ud på gårdspladsen. Her står teltet. Heldigvis. Endnu.

Her hænger også trusler og rumler, men det er småregn der falder og jeg runder spændt teltet. Er det nu tæt? Står det, som vi satte det? Holder alting, som det skal?

Jo, det hele holder og alt er tørt og godt. Der er gabende tomt, men grundideerne er på plads, så vi venter kun på, at vores hjælper ankommer, så vi kan komme i gang med alt det praktiske såsom at hente borde, reoler m.m. Heldigvis har han været fri til at komme og hjælpe, så vi er sikre på, at det hele nok skal nås.

Altså indtil han ankommer…

– for så må vi sende ham hjem igen. Han er ikke nærheden af at være køreklar.

Ind imellem bliver jeg helt grøn i hovedet af indestængt raseri og ærgrelse, men sådan er det altså. Vi må i gang og selv de længste rejser starter med det første skridt.

Ukrudtet får hvile. Hvad gør en smule grønt andet end hygge? Jeg benåder det og fortsætter til andre og vigtigere gøremål.

Jeg skriver skilte. Jeg prøver at huske alle dessiner. Jeg må spørge om og om igen og Kenneth er det mest tålmodige menneske, jeg kender. Han svarer stille og roligt for femogtyvende gang. Så roser han dem endda. Synes, at de er flotte og glæder sig over, at én af os i det mindste har en læsbar håndskrift. Jo tak ;-)

– og så husker jeg jo lige, at her er vi på privat grund og vi kan lide at tage hensyn og så er vi vist også ved at være færdig med skiltene. Nu venter bare alt det andet. Om et øjeblik. Jeg skal lige trække vejret.

Jeg glæder mig. Jeg håber sådan, at vi ser masser af mennesker :-)