15

Vi fristes af ord og jord og frodige forelskelser flagrer, men så kommer fornuften

Der er varmt ude. Meget, meget varmt. Så varmt, at Oskar og jeg forlængst er krøbet i skyggen.

Vi startede i solen, men opgav hurtigt…

I skyggen er der overskud til fordybelse. Jeg er sådan én, som ofte ender med at sidde på gulvet. Sådan er det også på terrassen. Jeg sidder midt i kaos og forfald og finder den aktuelle yndlingsbeskæftigelse frem. Jeg æder Camillas nye bog råt. Jeg læser. Vender side efter side, mens jeg nikker, enig i det meste. Jeg genkender mig selv i hendes tilgang til jorden, maden og de gaver, vi får her i livet. Glæden. Sprudleoverskud nogen gange.

Jeg får lyst til igen at dyrke jorden. At genskabe min store køkkenhave.

Jeg ved, at jeg ikke gør det. Jeg har hverken tiden eller armkræfterne, men jeg elskede det, da jeg kunne. Man er rig på alting, når man går iblandt hjemmedyrket, som kan forvandles til skøn mad lavet med kærlighed.

Camilla er en gudsbenådet formidler. Umiddelbar. Der er ingen dikkedarer. Det er bare der ud af. Jeg kan lide det.

Så snupper Oskar og jeg en pause fra alle fristelserne. Han forsvinder ind i skovbundens skvalderdække og jeg står på afstand og tænker, at der er basis for en pesto eller to. Lige dér, midt i alting.

Må jeg ikke anbefale Camillas Køkkenhave i den nye, reviderede udgave? Jeg er vild med den. Måske man skal elske Camilla? Hun deler vandene.

Jeg elsker hende. Jeg er vild med bogen om køkkenhaven. Den er god for sanserne. Uhm :-)

Du vil sikkert også kunne lide