Il Cannicio, et sted med forrygende udsigt, skøn mad og udsøgte vine. Må din vej falde forbi

Vi fandt en yndlingsrestaurant i Reggello. Allerede på en af de første ture i nabolaget, var vi passeret en bakketop, hvor der yderst lå en restaurant. “Der må vi spise”, sagde Kenneth og jeg var helt enig. Vi kunne ikke vide noget om kvaliteten på maden, men beliggenheden var der bestemt ikke noget i vejen med, så vi ville hjem og tjekke, om der lå online anmeldelser, som skulle afskrække os fra en aften på toppen af en blød bakke i Reggello.

Der blev skrevet fine ting om Il Canniccio, så vi ringede og forsøgte os med at bestille bord en aften. Hold nu op, som det gav anledning til latterkramper, for det var en blanding af italiensk, ungarsk og engelsk, der til sidst resulterede i, at vi vist nok havde bord ved 20-tiden.

Det skulle vise sig, at vi ikke have bord, men de fandt nu alligevel plads til os. Med udsigt. Vi sagde tak og nød bare det hele. Det var et helt utroligt charmerende sted med sødt personale og nogle omgivelser, som ikke lader sig overgå af ret meget.

Man sidder på udendørs, men overdækket terrasse med en forrygende udsigt. Man sidder på gode stole ved fornuftige borde. Man får smil og bliver budt velkommen. Alt er rent og pænt og man føler sig godt tilpas med det samme. Man kan komme akkurat, som man er. Stedet er meget afslappet.

Vores begejstring var stor, da vi så, at de tilbyder en masse, små og lokale retter. Der er mulighed for at komme vidt omkring, hvis man har mave til det. Alt er italiensk, men oversat til noget, som cirka er engelsk. Det må man klare sig med og det gik såmænd ganske glimrende, men vi er også altid friske på en overraskelse.

Udsigten tog næsten pusten fra mig. Jeg synes, at det er en gave at få muligheden for at sidde i en lun, toskansk sommeraften og nyde den,  livet og det bedste selskab, jeg ved. Jeg var sammen med dem, jeg elsker.

Vi spiste på Il Cannicio mere end én gang. Helt ærligt, så endte vi oppe på bakketoppen med udsigt til toskanske bakker tre aftener. Vi elskede stedet. Vi kunne få timer til at gå med at sidde og lade sanserne beruse af alt det, der lå lige for. Naturen, udsigten, duftene, menneskene, varmen, maden og vinen. Man blev helt jordnært taknemmelig for livet, når man sad der med udsigt ud over dalen.

Maden var skøn. Vi spiste meget. Der var mulighed for at smage mange forskellige, små retter, så det gjorde vi. Vi nåede ikke omkring det hele, men vi gjorde et hæderligt forsøg. Vi er vilde med mad. Vi er friske på nyt. Alligevel fik vi to aftener i træk t-bone stegt på grill. Et kilo til tre. Cirka. De skar det op til os ved bordet. Det smeltede på tungen og smagte, så selv Gergely, som ellers ikke er til rødt kød, måtte misunde os. Bare lidt.

Når mørket var faldet på, kunne man se over til det oplyste naboslot. Derovre dyrkede de vin. Agriturismo dyrkede de også. Vi smagte vinen. Vi synes, at de skal holde sig til turisterne. Så har vi ikke sagt for meget.

Hvis du nogensinde skulle være så heldig, at din vej falder forbi, så synes jeg, at du skal smutte indenom Il Canniccio. Du vil ikke fortryde det. Jeg er sikker.