20

Ambivalent

Min dag startede med en tur til tandlægen. Jeg har nemlig en gammel guldkrone, isat på Jagtvej en tidlig forårsmorgen for små tyve år siden (hvor porcelænskroner ikke kunne holde til noget som helst og derfor heller ikke var en option), som nu er blevet utæt. Jo, det sker, at de bliver utætte. Så bliver der hul i tanden. Det er ikke praktisk. Faktisk er det meget lidt praktisk. Og besværligt. Kronen skal nemlig slåes af. Hullet skal lappes. Og det koster kassen!

I dag var vi, tandlægen og jeg, glade et øjeblik. Eller jeg var sådan ambivalent. Lidt glad, men også lidt ærgerlig. Det lykkedes nemlig at slå kronen af uden den tog skade. “Så har jeg lige sparet dig for tre- eller firetusinde, Liselotte”, sagde min tandlæge og jeg var glad. Et øjeblik. For det betød jo, at jeg skulle have den forhadte guldkrone monteret igen og min forfængelighed rækker altså ikke til at bestille en ny i porcelæn, når den gamle fortsat duer, men ingen har vel lyst til en guldtand, medmindre de hedder Kaptajn Sortskæg og sejler på De Syv Verdenshave. Jeg ville i hvert fald hellere have porcelæn.

Det er ikke altid, at godt kommer skidt tilbage eller skidt kommer eller omvendt eller…

– tanden viste sig at have taget så meget skade, at der skulle lappes i et omfang, som ikke levnede plads til en reetablering af guldkronen. En ny krone er uundgåelig. Der røg julegaven, men til gengæld også guldet.

Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde …

Du vil sikkert også kunne lide