Vi trak vinderloddet, da vi tog chancen

Weekenden har været fyldt op med små mirakler og det er bare så dejligt at sidde tilbage nu og vide, at denne weekend er blevet til en start og ikke en afslutning.

Kenneth har tre brødre. Eller havde. Dennis, den yngste, mistede vi alt, alt for tidligt for ti år siden til en aggressiv cancer, som var ligeglad med, at han var far til to små piger og højt elsket af sin kone, sin familie og sine venner. Det var helt og aldeles rædselsfuldt. Der findes ikke andre ord for det.

Siden løb der vand i den imaginære å, som ikke skulle være løbet i den. Livet kan være fuld af misforståelser og afstande kan vokse sig uoverstigelig store. Uden grund, har det vist sig.

Vi så ikke vores svigerinde og vores to, små niecer de næste mange år. De forsvandt. Vi kunne simpelthen ikke finde dem. Så kom facebook og med den muligheden for at finde mennesker, som forlængst var forsvundet og sådan gik der en rum tid, hvor jeg fra sidelinjen nød, at jeg kunne se, at de to piger og deres mor så ud til at trives. Hemmeligt. Jeg gav mig ikke til kende. Jeg mente, at det var bedst sådan. At de ønskede det sådan. De havde samme opfattelse med omvendt fortegn. Godt man ind imellem tager en chance her i livet.

Vi har lige tilbragt et intensivt døgn med vores svigerinde og vores to, skønne niecer. Oline blev et par kusiner rigere og omvendt. De er smukke, begavede, sunde og stærke piger, som er båret sikkert og kærligt gennem livet af en mor, som altid har værnet smukt om deres fars minde.

Jeg er så glad. Så kort kan det siges. Jeg glæder mig til, at vi kan samle hele familien. Jeg kan faktisk slet ikke vente.