Når man paralyseres af alle mulighederne

Søndag morgen vågner jeg alt for tidligt. Jeg har ikke sovet mange timer, men udenfor skinner solen og jeg er klar til en ny dag. Jeg hæfter enderne på regnbuen og smider den i vaskemaskinen, mens jeg endnu en gang krydser fingre for, at der ikke sker underlige ting undervejs gennem den forsigtige, kolde vask, jeg har bestilt.

Jeg synes, at ponchoen har været evigheder undervejs, men det er jo ikke sandheden. En uge og med meget begrænset strikketid er vist ikke noget, jeg skal klage over. Jeg er bare vant til, at tingene ryger gennem hænderne i løbet af en dag eller tre.

Nu er der plads til fri leg og jeg lammes af friheden, så søndag skal blandt andet bruges til at finde et nyt, sjovt strikkeprojekt. Jeg har en idé til en lille, blød cardigan til Oline. Hvis jeg spørger hende, siger hun nej. Jeg skal måske bare gå i gang og håbe, at resultatet ender med at blive godkendt.

Oline er ikke til strik. Oline er über-sensitiv og synes, at angora kan “kradse”. Jeg tror nu mere på, at det er en form for overstimulering hun oplever. Nogle mennesker er sensorisk udfordret, fordi de ikke formår at abstrahere fra alle de indtryk, de modtager fra f.eks. huden. Jeg genkender hendes oplevelser fra min egen barndom og fra andre, jeg kender. De synes, at alt kradser og ingenting er rigtig blødt. Syninger er hadet og struktur næsten bandlyst, men ind imellem er jeg heldig og rammer noget, som går an.

Jeg har en smuk, blå farve, som hun flere gange har sagt, at hun er vild med. Måske skulle den stå for skud? Jeg tror det næsten.

Morgenkaffen smager skønt og jeg sidder stille på mit værelse og nyder udsigten til sol i haven. Jeg har fået mere lys efter de fjernede to smukke, men gamle stammer lige udenfor vinduet. Det er skønt, kan jeg mærke. Det gør altså godt med sol og lys. Vi er mange, der trænger og derfor nyder.

Søndag er sparket i gang. Jeg gider den gerne :-)