37

Og så blev alle indkaldt til samråd i ferierådet 2013

Ja, så går tiden da med det…

Vi lægger planer. Vi er kun i den allertidligste fase, men vi er i gang og det er på høje tid. Sommerferien venter forude og der skal aftales omkring lokalitet, længde og indhold. Jeg drikker morgen-, formiddags- og nu også eftermiddagskaffe, mens Internettet gennempløjes for potentialer. Vi kommer langt omkring.

Kaffe, kaffe & atter kaffe

Det meste er vi hurtigt enige om. Vi vil køre selv, for det holder vi frygtelig meget af. Vi vil bo godt. Vi vil have mulighed for rart ophold udenfor hele døgnet rundt. Vi vil have mulighed for at udfolde passionen omkring god, lokal mad og vi vil have gode rammer at kokkerere i, når vi selv gider. Vi vil have ro og fred, men også kun en kort køretur til civilisationen. Resten er til forhandling. Så det gør vi…

Tyskland

Vi starter med at brede os ud over en stor del af Europa. Mulighederne er alt for mange. Så skærer vi ind til benet. Hurtigt må den østlige del af Europa se sig dømt ude. Herefter kommer turen – og ikke uden kamp – til Tyskland. Heller ingen tur til Bayern, Harzen eller Nordfriesland for mig dette år. Måske næste, tænker jeg, mens jeg venter på, at Kenneth og Oline nærmer sig et eller andet.

På vej

Så kaster vi os over Italien, men vi er sarte og krævende. Vi vil være os selv. Alene og uden at dele. Det er sådan, vi holder af at holde ferie. I hverdagen er vi blandt mange mennesker, så i ferien vil vi gerne kunne regulere graden af kollektivisme selv. Det er ikke nemt i Italien, hvor man holder af meget af Resorts eller AgroTurismo, hvor vi alle skal dele pool, fællesarealer, badedyr, topmaver og bløde lår. Mine bløde lår kunne småbørn jo drukne i, hvis de snublede, så jeg dømmer hurtigt den ferieform ude.

Vi maler os snart op i et hjørne, men vi giver ikke op. Vi passerer grænsen til Spanien, men vender snart om igen. Det føles ikke rigtigt. Så sniger vi foden indenfor i Portugal, for nyt må man jo gerne vælge, men heller ikke det føles helt rigtigt. Snart står vi i Frankrig. Igen …

Nej! Ikke tale om, at vi ikke kan finde på andet. Eller… måske kan vi.

Måske er det på tide at gøre noget ved, at vi forelskede os i Lot i Midi-Pyrenees, da vi tog turen tværs gennem Frankrig for at nå fra Provence til Normandiet for nogle år siden. Derinde i maven på Frankrig gemmer sig de smukkeste landskaber og de mest fantastiske floder, bjerge og vine. Parc Naturel Régional des Grands-Causses, som vi kørte gennem, da vi havde vores første og måske sidste ferie i et mobilhome tilbage i 2010, vakte begejstring hos os alle. Siden har vi ofte snakket om landskaberne og oplevelsen af slet ikke at kende ret meget af Frankrig på trods af de mange år, vi har tilbragt vores sommerferier i landet.

Lot

Nu er vi vist landet. Altså geografisk, for vi har endnu ikke nogen feriebolig på plads, men vi er fulde at fortrøstning. Det vigtigste var at få smidt en nål i kortet over Europa. Noget at pejle efter. Andet er ikke til at holde ud, siger hende, der altid får tjansen med at lokalisere sengepladser.

Nu mangler jeg bare lige detaljerne og det er jo ingen sag… *hooost*

Du vil sikkert også kunne lide