Når man tror, at man rydder op og skaber orden, men kun snyder sig selv

Ind imellem er det nødvendigt med en alvorlig oprydning på mit værelse. I hverdagen ender alt for mange ting underlige steder, hvor de slet ikke burde ligge.

Nogle af tingene er mine smykker. Jeg smider dem, når jeg kommer hjem fra arbejde. De er noget af det første, der ryger. Så lægger jeg dem på bordet ved siden af computeren. Her kan de ligge længe.

Med smykker af træ eller plastik gør det ingenting, men sølvsmykker løber an og nogle meget hurtigere end andre. Tag bare min Moonlight Grapes, som er den absolutte yndlingsring stadig. Den løber an på kun et par døgn og selv ved jævn brug, går der ikke lang tid, før den har et kedeligt, gult skær. Smykkebutikken, hvor den er købt, fortæller, at det er den specielle sølvlegering, som er skyld i, at ringen skifter farve i så hastigt tempo. Den har rekorden.

Uanset, så løber den slags an, hvis man ikke opbevarer det på speciel vis. Det gør jeg ikke. Jeg har det liggende, hvor jeg lagde det sidst. Jeg har smykkeskrin, men jeg bruger dem kun til at samle alting i. Så snart jeg har udvalgt et smykke fra et af skrinene, er det underlagt mine luner og min alt for sjældne trang til at rydde op. Så havner de på skrivebordet, når jeg er færdig med at bære dem.

Forleden fandt jeg en kasse frem. Nu skulle der andre boller på suppen. Måske jeg aldrig ville finde den der rytme med at opbevare på smuk og sirlig vis, men jeg kunne da i det mindste samle tingene ét sted så. I en kasse, som står lige ved siden af computeren.

I kassen lagde jeg alle de smykker, jeg har erfaring for ofte er i brug. Der er nemlig periodevis yndlinge. Det skifter, men de er der. Nu samlede jeg dem i kassen. Armbåndene fra Marimekko, som kan gøre mig glad på en gråvejrsdag; den lange, smukke halskæde, hvis tyngde føles helt rigtig og alle ringene, som jeg skifter livligt mellem.

Der blev også plads til at par ure. Jeg elsker mine ure. Jeg bruger sjældent ur.

Det giver ikke rigtig mening, men sådan er det. Jeg elsker alle mine ure, men jeg bruger dem sjældent. Jeg bærer faktisk ikke ret mange smykker ad gangen. En stor ring og så ikke mere. Hvis jeg rigtig giver den gas, kommer der måske et enkelt, smukt sølvarmbånd om modsatte håndled og i ørerne sikkert ingenting.

Jeg er simpel, når det kommer til smykker. Hellere et stykke, som larmer, end mange små, fine smykker. Det er smukt til andre med mange smykker. En samling af fine, tynde armbånd eller ringe på mange fingre sammen med smukke, grafiske ørenringe, men jeg gør noget andet. Jeg råber med et enkelt smykke. Det må være tilstrækkeligt, når man råber i forvejen ;-)

Når jeg bærer mit ur, er det jo et stort, larmende smykke i sig selv, så det bæres også alene. Og gerne, men sjældent.

Måske jeg bare har for mange smykker og fik jeg for øvrigt sagt, at kassen står ved siden af computeren. Den har vist kun været åbnet en enkelt gang, for på toppen ligger nu en fin samling af det, jeg har smidt i løbet af den sidste tid og så er jeg vel i grunden lige langt.