22

Jeg mangler ord

Jeg har slet ikke ord til at beskrive, hvor frygteligt jeg synes, det var, da radioen til morgen kundgjorde, at arbejdstilsynet har været forbi den gamle eternitgrund i Aalborg. At forholdene slet ikke er i orden. At man opfordrer beboerne i området til at opsøge embedslægen, fordi de har øget risiko for at udvikle lungehindekræft.

Eternitten i Aalborg har været i forvandling siden 2007, hvor jeg blandt andet skrev om nedrivningen af nogle af bygningerne på den store industrigrund. Jeg skrev også om det utrygge i, at de begyndte at rode med gammelt asbest. Vi var mange, der var utrygge.

Gennem årene har vi mere end én gang snakket om, at vi syntes, at der blev gjort for lidt ud af at forsikre byens borgere om, at alle de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger var truffet. Når blæsten fik støvet til at rejse sig og flyve gennem byen, holdt man lige vejret, hvis man var lidt for tæt på.

Det var der åbenbart god grund til. Jeg er rystet og mine tanker er forvirrede. Vred er jeg også. Tankeløs og pengegrisk uden omtanke for menneskeliv er ord, der falder mig ind. Det er en skandale. En af de helt store, er jeg bange for.

Jeg er ked af det denne morgen. Jeg kan mærke det helt nede i maven.

Du vil sikkert også kunne lide