Den dejligste lørdag

Jeg kan ikke se en brik. Jeg lader som om, jeg kan se alt. Jeg præsterer at læse, køre bil og strikke uden hjælpemidler, men jeg ser skidt. Ikke tilstrækkeligt til, at nogen kan kalde mig uansvarlig, men nok til, at jeg kunne hjælpes vældig meget mere, end jeg er i dag.

For ikke alt for længe siden, fik jeg briller til hverdagsbrug. Glas med glidende overgang og nye stel. To par. Optikeren hjalp mig med at vælge stel. Jeg må have haft en hjerneblødning den dag, for siden har jeg slet ikke brugt brillerne. Klassisk er næppe det ord, de, der kender mig, ville klistre på mig. Brillestellene er klassiske. Det er smukke, anvendelig stel og endda monteret med glas, som gør mig i stand til at se hvad som helst. For at føje spot til skade, så hjalp de mig fra det sekund, jeg tog dem på. Jeg kunne bare ikke lide den Liselotte, der kiggede tilbage på mig, når jeg passerede et spejl.

Jeg bilder mig ind, at det er stellene, den er gal med. Måske er det i virkeligheden mig, der er det største problem. Måske gider jeg bare ikke være der, hvor jeg skal bære briller resten af livet. I hvert fald nåede vi i flere brillebutikker i dag, hvor jeg prøvede adskillige stel uden at komme i nærheden af noget, jeg syntes passede godt til hende, jeg synes, at jeg er.

Måske jeg kan snige mig til at lade som ingenting lidt endnu. Du må bare ikke sige til nogen, at jeg ikke kan se noget som helst. Aftale?

Hjemme igen tog jeg Oskar med ud på gårdspladsen. Vi skabte starten på orden, inden vi fik Kenneth til at bære den gamle bænk over på forsiden af huset. Her placerede jeg den langs længen, bryggede mig en kop kaffe og fandt strikketøjet frem.

Vi hyggede og en halv times tid, Oskar og jeg. Nu er vi indenfor igen, for der er brød af bage og forberedelser at gøre.

Senere i aften skal Oskar og jeg være alene hjemme. Oline skal nemlig forære sin far den fødselsdagsgave, hun anskaffede til ham for mange måneder siden. De skal til koncert på Skråen. Jeg håber, at de får en fantastisk oplevelse sammen.